1 ud af 10 børn er enebarn….
I hvert fald hvis vi ser på “Familien Danmarks børn” anno 2010. Der er godt nok nogle af børnene, som har søskende i form af “bonussøskende”, børn de måske deler far eller mor med. Og i 8 % af alle familier er det et enebarn, der sidder med ved spisebordet sammen med sine forældre.
Hvad betyder det for barnet at være enebarn – det korte sigt?
For rigtig mange børn betyder det voksne, som har tid. Og at barnet ikke behøver at dele hverken opmærksomheden eller legetøjet med andre. Da næsten alle børn går i institution har enebørn dog rig lejlighed til at lære at dele, være sammen med andre og få legekammerater. Og ingen undersøgelser tyder på, at enebørn er mere egoistiske og mindre sociale. Nogle enebørn fortæller, når de er blevet lidt ældre, at det godt kan være kedeligt at være enebarn. Og andre fortæller, hvordan deres forældre har været gode til at sørge for, at de kunne være sammen med andre børn.
Hvad betyder det at være enebarn – det lange sigt?
I er jo del af en generationskæde. Lige nu har I sandsynligvis ikke engang oplevet 1/3 af jeres liv… Jeres forældre er muligvis friske og raske, hvorimod jeres bedsteforældre er ved at være gamle. Og om 40-50 år, er I selv i den alder, som jeres bedsteforældre har nu. Hvordan er jeres behov så? Og hvordan vil det være for jeres barn, hvis det ikke har nogen søskende?
Eller hvad hvis du eller din kæreste dør i en forholdsvis ung alder… Det er her nogle enebørn føler sig alene og del af en meget lille familie. Har der været tanter, onkler og mostre – så er de måske også døde? Og når forældrene når den alder, hvor de har behov for omsorg og opmærksomhed, så er det dér, at ensomheden og byrderne bliver store for enebarnet.
OK – det er måske langt frem at tænke sig. Men I kan jo forsøge at lægge 20-30-40 år til jeres egen alder og jeres forældres/bedsteforældres – og så forestille jer, hvordan situationen er for jeres barn. Og det skader ikke at bruge fantasien….
KIlde:
Nyt fra Danmarks Statistik. 8. april 2011.