Når barselsorlov og eventuel forældreorlov er slut, ønsker de fleste forældre deres barn passet i vuggestue eller dagpleje. I begge tilfælde skal barnet skrives op på en venteliste på kommunens pladsanvisning. Spørg i den enkelte kommune, hvordan reglerne er.
En dagplejer kan være en god løsning, hvis I er interesseret i et lille miljø med få børn og få voksne. Sædvanligvis har en dagplejer maksimalt 4 børn – i enkelte kommuner går man dog op til 5 børn. Dagpleje er især godt, når I føler jer sikre og trygge ved at overlade jeres barn til dagplejeren. Vær omhyggelig med forarbejdet. Er dagplejerens hjem børnevenligt? Er der gode muligheder for et barn at røre sig på? Er der mulighed for at komme ud i frisk luft, og hvordan er dagplejerens indstilling til børn og børneopdragelse som sådan? Hvis dit barn har forhøjet risiko for allergi, er der ekstra grund til at undersøge, om der bliver røget i dagplejerens hjem, når barnet ikke er der.
Mange dagplejere har deltaget i kursus for dagplejere eller har en pædagogisk grunduddannelse (PGU). Fordelen ved en dagpleje er, at der lægges vægt på, at det er som et hjem og ikke så institutionsagtigt som fx en vuggestue eller en integreret institution. Kommunen har tilsyn med dagplejen, og der er tilknyttet en forældrebestyrelse. Nogle dagplejere er ledelsesmæssigt tilknyttet de øvrige dagtilbud i kommunen.
Der findes også privat dagpleje, hvor én person kan passe flere børn fx i dit hjem med et kommunalt tilsyn og et kommunalt tilskud.