Kære MB
Tak for din henvendelse. Ud fra din mail vil jeg forsøge at give dig sparring, i håbet om at du og din søn får det bedre.
Ud fra din mail virker du på mig som en mor, der vil sine drenge det bedste. Din søn på 12 år passer sin skole, er vellidt af sine to-tre gode venner og er glad, klog og opfindsom. Du kan være stolt af din dreng, og det er jeg sikker på, at du er. Når han fungerer i skolen og med vennerne, er det tegn på, at han er en god dreng.
I forhold til din udfordring med hans adfærd, når du irettesætter ham, reagerer han på noget mellem dig og ham. Der kan være mange grunde til hans reaktion, så jeg nævner her nogle muligheder:
- Han føler sig ikke set og hørt af dig.
- Han mærker ikke din omsorg for ham.
- Han savner sin far.
- Hans relation til din mand, hvis han oplever, at lillebror får din og sin fars fulde opmærksomhed.
- Han kan have en følelse af, at han ikke har betydning for dig, og at du elsker de to andre drenge mere.
- Han kan føle vrede mod dig, hvis han føler, at du ikke elsker ham lige så meget som de to brødre.
Du skal undersøge årsagen til drengens reaktion, da han jo ellers er en god dreng. Han reagerer på noget hos dig, og det kan være svært for mig at sige, præcis hvad det er. Jeg foreslår, at du har fokus på, hvorfor din søn reagerer sådan over for dig. Drengen må på ingen måde føle sig skyldig og som konfliktens rod, selv om du føler frustration og afmagt.
Jeg kan ikke læse mig til, om I har fået professionel støtte. Hvis ikke, vil jeg foreslå professionel hjælp, men lov mig, at du, når du taler med din søn, fortæller ham, at det er dig, der har brug for professionel hjælp til at minimere jeres konflikter, og at du i den forbindelse har brug for hans hjælp. Han skal selv eller sammen med dig gå til psykolog, terapeut eller familierådgiver, så I kan have et godt forhold.
Jeg har følgende to forslag til, hvordan I finder en fagperson, der kan hjælpe til med løsning på jeres udfordringer.
- Udgiftsneutrale eller billige løsninger for dig
- Undersøg, om du og din søn kan få en samtale med skolepsykologen.
- Kontakt din kommune og spørg efter din familierådgiver. Få en tid til en samtale, og del din bekymring med din rådgiver, som også kan hjælpe med, at I får en samtale med en professionel.
- Gå til din egen læge og bed om en henvisning til en autoriseret psykolog med overenskomstaftale med sygesikringen. Her skal du selv betale noget, men jeg kender ikke den præcise andel.
- Løsning med egenbetaling
- Find en psykolog, terapeut eller familierådgiver, der kan støtte jer til at finde en passende løsning til dig og din søn.
Jeg håber det bedste for jer og er sikker på, at du og din søn nok skal finde en holdbar løsning.
Med venlig hilsen
Ahmed Demir
Cand.pæd. og eksam. eksistentiel psykoterapeut (PI)