Børnekonventionen er et udtryk for en enighed om, at børn skal respekteres som individer og selvstændige personer med politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Danmark tiltrådte (ratificerede) Børnekonventionen i 1991 og har derfor pligt til at implementere konventionen.
Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den er mere et sæt retningslinier, som de enkelte landes regeringer har pligt til at overholde. Gør landene ikke det, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer – fx af FN’s Børnekomité.
Børnekonventionen gælder for alle børn under 18 år uanset hvor i verden, de kommer fra. Konventionen tager udgangspunkt i barnets bedste for at sikre:
· Børns grundlæggende rettigheder – fx mad, sundhed og et sted at bo
· Børns ret til udvikling – fx skolegang, fritid, leg og information
· Børns ret til beskyttelse – fx mod krige, vold, misbrug og udnyttelse
· Børns ret til medbestemmelse – som fx indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed
192 lande i verden har tiltrådt Børnekonventionen. Ud af FN’ s medlemslande er det faktisk kun USA, der ikke har tiltrådt konventionen.
Børnekonventionens indhold:
Konventionen kan inddeles i tre dele:
1. En indledning, der gør rede for de principper, der ligger til grund for selve teksten i konventionen og som har betydning for fortolkningen af konventionen.
2. Artiklerne 1-41 som fastslår barnets rettigheder.
3. En afslutning på 13 artikler (42-54) der handler om normer og tekniske forhold, der skal sikre, at konventionen bliver virkelig.
Kilde:
Børnerådet:www.brd.dk
Børnerådet er et statsligt råd, der skal sikre børns rettigheder. Rådet arbejder for børns ret til beskyttelse, indflydelse og omsorg. Børnerådet er politisk uafhængigt og kan derfor handle på baggrund af egne beslutninger. Læs om Børnerådets medlemmer.