Kære Michelle
Du må absolut ikke være bekymret og du skal helt bestemt ikke slå noget op på nettet. Du vil få mange hundrede hits og du vil blive ført ud på alle mulige forvirrende vildveje.
For 3 måneder siden fik du kejsersnit. Du ammede dit barn den første måned, og efter første menstruation startede du på p-piller. Nu bløder du ikke helt, som du ville forvente og det lyder til, at der er gået kludder i systemet og det er der nok ikke så meget at sige til.
Dit underliv er slet ikke 100 % normalt endnu og uanset du har haft en menstruation, er der stadig et ”sår” efter operationen og efter moderkagen som skal hele helt.
Det tager tid og det kan give blødningskludder i starten. Hvis du ikke har smerter, feber eller ildelugtende udflåd, skal du ikke bruge mere energi på det. Fortsæt med p-pillerne og se tiden an.
Venlig hilsen
Helle Wiingaard
Praktiserende læge