Kære bekymrede mor.
Det er Else der svarer, da Vibeke har efterårsferie.
Tak for din beskrivelse af jeres to sønner på hhv. 4 år og 1 år. De lyder til at udvikles og trives, og I har som familie de udfordringer, som livet med små børn byder på. Jeg vil begynde med jeres søn på 4 år. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeres søn er sådan med hensyn til kontakten med andre mennesker. Men jeg kan komme med nogle bud på, hvordan I kan tackle det.
Allerførst – børn er vidt forskellige, og har deres egen personlighed lige fra de bliver til. Jeres søn er meget interesseret i mennesker, og det er helt rigtig set af jer, at I snakker med ham om, hvordan han selv ser på det, der sker.
Med den alder og modenhed, han har, så gør han lige det, der falder ham ind i forhold til andre. Det er så ikke altid, det falder i jeres smag. Og det er lige her at jeres opdragelse kommer ind. Men først skal jeres søn være tilgængelig for, at I forsøger at lære ham, hvordan I gerne vil have, at han skal være overfor andre mennesker. Det handler om at finde ind til de situationer, hvor det opstår.
I kan fx gøre ham opmærksom på, hvordan han føler det, når andre gør noget ved ham. Fx "Da xx tog de klodser, du legede med, så kunne jeg se, at du blev både vred og ked af det. Hvorfor mon han tog klodserne fra dig?" (Her er det især vigtigt, at I har jeres opmærksomhed på, hvad det gør ved andre, det der sker). Lige nu har I fået hans opfattelse, som er en rigtig god forudsætning at have: ”Jeg synes mennesker er så søde”. Næste step er at bruge hans opfattelse til at komme videre, så han og og I kan lære endnu mere af situationerne.
I kan også tage udgangspunkt i det, I ser han gør. Hvis han fx løber i hælene af fodboldtræneren, kan I sige til ham: ”Jeg ser du følger efter din fodboldtræner, fordi du godt kan lide hende. Hvordan tror du hun synes om, at der er en dreng som dig, der hele tiden er helt tæt omkring der, hvor hun er?” … (så er det vigtigt at vente på hans svar) alt efter hvad han svarer, så forklarer I ham - og eventuelt viser ham ved at følge i hælene på ham, at det faktisk føles ubehageligt, når der hele tiden er nogen så tæt på. Det I opøver her, det er hans evne til mentalisering.
Mentalisering betyder her at sætte sig ind i hvad andre mennesker føler og tænker i forskellige situationer - her - hvad gør det ved dem, når jeres søn er for tæt på. Jo mere I kan vise og fortælle – og få ham til at fortælle, hvad han tænker og føler jo bedre. Det giver jer nemlig lejlighed til at snakke om, både hvad han selv oplever og føler, samt hvad andre mennesker de monstro kan tænke, opleve og føle.
Det er vigtigt, at det er noget I gør, når I har ham på tomandshånd. For det er ikke meningen af udstille ham og gøre det pinligt for ham. Når I efterfølgende bliver opmærksom på, at han er i gang med at ”komme for tæt på” eller hvad det nu er, så sørg for at han kommer hen og snakker med jer. I fortæller ham, at det vil være dejligt for den anden, at han fx … og så kommer I med ideer til, hvordan I gerne vil have at han gør …
På den måde kan I lære ham andre – og bedre – måder at være sammen med andre på.
Du er inde på om I kan have svigtet ham, om I skulle have været på andre måder osv. Jeg er sikker på, at I har gjort jeres bedste. Og helt umiddelbart virke det ikke til at jeres søn er skadet på nogen som helst måde. Han har bare nogle måder at håndtere sin kontakt til andre mennesker, hvor I som hans forældre og læremestre gerne vil have, at han ændrer sin kontaktform til andre mennesker.
Med hensyn til jeres søn på 1 år, så virker det også helt indenfor normalens grænser, den måde han reagerer på. Han skal – og vil være – ked af det, når mor går fra ham. Du har måske også fået et endnu tættere følelsesmæssige bånd på grund af den noget turbulente start, han havde med sin dårlige arm. Det er vigtigt at far og søn er en del sammen, så de også får tætte bånd, så det ikke altid er MOR, det hele hænger på.
Det kræver at du er klar til at give mere slip og lade far – og eventuelt også storesøster på 10 år – komme lidt til. Måske skal du sørge for fx at gå dig en tur alene eller andet, som vil gøre, at du simpelthen ikke er der. Far og søster vil så være mere i fokus, for din søn. Og det kan han sagtens klare. Det vil tvært imod gøre, at han får flere personer i familien, som han er 100 % tryg ved. Og de får omvendt også den dejlige følelse af, at lillebror vil mig gerne.
Jeg håber, at I kan bruge mine overvejelser til at komme videre i familien. Med tre børn har man hænderne fyldt. Og det er da ærgerligt at bruge energierne på at være bekymret. Helt umiddelbart tænker jeg, at det har du ingen grund til.
Held og lykke med det hele – også med at holde bekymringerne på afstand.
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske phd