Hej
Jeg er mor til et par friske tvillingedrenge på snart 7 år( d.1/2-2012). vi har en lillebror på snart 5 mdr. Jeg bor sammen med børnenes far.
Vi har oplevet nogle problematikker, når vi er sammen med min mands familie, som gør det svært for os at uholde vores familie komsammener efterhånden.
Min mands søster har to børn en dreng på 6år(10mdr. yngre end vores drenge) og en pige på snart 2 år. Når vi mødes til familie hygge hos mine svigerforældre, er der en masse forventninger til mine tvillinge drenge. De skal ikke have nogle indbyrdes konflikter, sidde og være stille, lege med deres fætter ( det er ikke altid de vil lege, de har jo hinanden) dvs. opføre sig lige efter bogen.
Deres fætter er en meget stille dreng, som kan sidde stille i en sofa i 3 timer, så der er en stor kontrast der.
Vores drenge er begyndt at mærke disse forventninger og kører meget højt, når vi er sammen. Dette resulterer i, at hele familien irettesætter drengene, hvilket medfører, at min mand og jeg slet ikke kan kontrolere sitiationen.
Det skal siges, at det er irettesættelser på selv de mindste ting familien irettesætter. Jeg har som mor meget svært ved dette og føler, at de overtræder mit “område, ansvar”.
Jeg vil meget gerne selv have lov til at sætte de grænser, som er nødvendige, ja, og min mand også da vi jo kender vores drenge bedst. Det er tydeligt, at opleve drengene reagerer ved alle disse irettesættelser og bliver endnu mere urolige(usikkre).
Vi har oftest forklaret familien, at vi gerne selv vil sætte grænserne, da det andet tager overhånd. Det er tydeligt at mærke, at drengene viser os, at det vil de ikke finde sig i.
Det kan jeg også godt forstå, for i bund og grund er de bare modsat den stille fætter nogle friske drenge. De kan også mærke på os forældre at vi bliver streset over al den fokus på vores drenge.
Familien har også meget lidt kendskab til det at være tvilling, hvilket nogengange er lidt anderledes end enkelte børn. syntes eks. at det er underligt, når de ikke vil lege med deres fætter, for det er jo det mest normale.
Vores drenge har bare dage, hvor de ikke har lyst til at lege og alene det at kan sige fra, er vel flot.
Når vi kører fra vores familiekomsammener, er det som om drengene, allerede i bilen, ånder lettet ud og falder igen helt til ro. så jeg tolker det som, at de kan mærke presset……
Vi er nu i den situation, at det er stort set uudholdeligt med disse situationer, men føler det også lidt som et nederlag, at vi ikke kan styre situationen og har det rigtig dårligt med at vores drenge bliver midpunkkt for, at en flok voksne ikke kan få det til at fungere.
De siger jo bare tydeligt fra, som vi andre også har lyst til indimellem.
Er det normalt som vores drenge reagerer og hvordan kan vi få det til at fungere, så det er til at holde ud for vores egen lille familie?
Håber du kan hjælpe med at kaste lidt lys over situationen….:0)
Hilsen