Hej Thilde
Jeg kender ikke specifikt den madras, du henviser til, men jeg kan give dig nogle oplysninger, der måske kan hjælpe dig med at træffe et valg, så du får en god madras til dit barn.
Det er vigtigere, at madrassen er åndbar, frem for den er æggebakkeformet. En æggebakkeformet madras af ikke-åndbart materiale er ikke meget værd.
Hvis du fx selv har prøvet at sove på et plastunderlag, så ved du hvor varm og klamt det føles. Det bliver varmt, fordi den overskydende kropsvarme vi alle har, ikke kan ledes bort og i stedet omsættes til fugt, der gør, at man bliver helt klam.
Da små børn har brug for at komme af med deres overskudsvarme og for at overskudsvarmen ikke skal omdannes til fugt, så er det vigtigt, at deres madras er åndbar og dermed kan lede varmen væk.
Små børn vejer jo ikke særlig meget, så de har ikke den vægt, der skal til for at kunne trykke madrassen ned. Derfor er madrassens tykkelse ikke så vigtig, men skal blot være min. 5 cm tyk. Den skal være fast, men ikke hård.
Det er et spørgsmål, om små børn har brug for en topmadras. En topmadras har en tendens til at gøre sengen blødere og beskytter madrassen. Men da det anbefales, at man køber en ny madras til hvert et nyt barn, så kan det virke overflødigt med en ”madrasbeskytter”.
Så lad åndbart være dit ledeord på vejen til en madras og tænk ligeledes på at købe åndbare produkter, når du køber andre ting til din baby fx tisseunderlag og lign. For det hjælper ikke, at købe en åndbar madras, hvis man så fx lægger et ikke-åndbart tisseunderlag hen over madrassen.
Held og lykke på jagten gennem madrasjunglen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.