Hej
Min mand og jeg er så heldige at være forældre til en fantastisk pige på nu 7 måneder, men i næsten alle 7 måneder, har vi haft problemer med at få hende til at sove. Både dag og aften, men heldigvis ikke om natten, da jeg ammer hende liggende og der falder hun i søvn med det samme.
Hun får grød med frugtmos om morgenen ved en 9-10 tiden, efter sin første morgenlur (vi starter dagen kl. 6), og kartoffelmos med grøntsagsmos imellem 12-14 og igen imellem 17-18 og altid efterfulgt af amning.
Hun bliver enten ammet til søvn eller vugget til natten ved en 20-21 tiden. Vi prøver med majsvælling hver aften, men uden succes da hun ikke vil tage en flaske. Hun bliver ammet ca. hver 2. eller 3. time igennem hele dagen, da hun viser tegn på sult, og hun spiser også op, men hun har ikke helt vænnet sig til mos og spiser kun ca. 1/2 – 3/4 dl ved hver måltid. Derudover får hun også vand ved hvert måltid. Men vores problem er hovedsagligt med hendes søvn!
Hvis hun ikke falder i søvn ved brystet (og denne udvej er vi desværre begyndt at tage mere og mere, selvom vi godt ved, at det er en nem udvej her og nu, og absolut ikke i det lange løb), vugger vi hende i armene i hendes dyne, men HVER gang hun bliver lagt i dynen eller kommer op i armene liggende, begynder hun at græde, og dette fortsætter, uanset om vi synger, kigger på hende/ væk fra hende, er stille, sidder stille, osv.
Men det er til gengæld kun i ca. 2-5 min og så er hun i drømmeland, og bliver lagt ind i vuggen. Om aftenen (hvis hun ikke falder i søvn ved brystet), kan der godt gå 30-45 min med hysterisk gråd, før det stilner af og hun overgiver sig, og det er SÅ uendelig hårdt at høre og se sin datter så ked af det..!
Vi har også prøvet at lægge hende i vuggen, gå ud af værelset og når hun græder, kommer vi ind, beroliger hende og går ud igen, men til sidst græder hun bare konstant og er næsten ikke til at trøste, ligegyldig om man tager hende op eller lader hende ligge. Vores hjerter er bare ikke til, at hun græder og græder på den måde.
Hun græder næsten altid, hvis hun bare bliver lagt i vuggen og det selvom der ikke er noget i vuggen eller at vi sætter en uro med musik til eller vi lægger bamser ned til hende. Ligegyldig om det er dag eller nat, lyset slukket eller tændt. Alt hvad der har med søvn at gøre, forbinder hun med gråd.
Vi har også haft ritualer. Klemmetur i dynen, synge en sang/flere sange, vi stimulerer også hendes balancesans mange gange i løbet af dagen med hængeturer på hovedet, svinghjul, kaste op i luften, svingtur i et lagen, kolbøtter osv.
Vi føler, at vi har prøvet ALT og er snart desperate for, at hun skal være glad for at sove. I barnevognen, græder hun også, når hun begynder at blive træt. Lige så snart hun gaber eller bliver opmærksom på, at hun er ved at blive træt eller øjnene begynder at blive tunge, kommer skrigeriet! Men der er intet, når hun ammer og heller intet ved nat-amningerne.
Vi håber virkelig, at du kan hjælpe os eller forklare os, hvorfor hun er SÅ ked af at blive lagt til at sove. Vi ønsker bare at vores dejlige pige, skal glad og tilfreds.
Med venlig hilsen