Hej
Jeg skriver til jer fordi jeg har brug for hjælp til at håndtere og forstå min 5 årige datter.
Hun er en meget kærlig og omsorgsfuld pige, som elsker at kramme og hygge sig med både os forældre og sin lillebror på 2 år.
Vi er en velfungerende familie, vi bor i et dejligt hus, jeg arbejder som dagplejer i kælderen og min mand arbejder som murer. Vores søn går i dagpleje og vores datter går i børnehave – starter i førskole til 1. marts.
Pt. er jeg sygemeldt og venter på operation i min skulder – at jeg ofte har det skidt kan vores datter selvfølgelig ikke undgå at lægge mærke til, men jeg synes ikke det fylder meget i vores hverdag. Tværtimod har det givet mig mulighed for at give vores børn kortere dage i institution, ekstra fridage o.s.v.
Problemet er bare, at vi for tiden ikke rigtig kan gøre noget rigtigt. Hun lever lidt i sin egen lille verden og kan være meget svær at trænge ind til, når vi prøver at tale med hende eller forklare hende nogle ting.
Hun bryder let sammen i gråd, hvis hun får nej til nogle ting eller hvis hun ikke kan finde ud af tingene.
Hun bliver let vred og råber af os hvis vi ike forstår hende første gang hun siger noget. Hun er opgivende overfor alt hvad der ikke falder hende let og hun mister hurtigt modet. Når hun får tingene som hun gerne vil have dem ser vi til gengæld en helt anden pige, som kaster om sig med søde ord, kys og kram – og det er jo dejligt, men der skal ingenting til før hele bøtten vender og hun igen er sur, ked af det eller opgivende.
Hun har et meget bredt ordforråd og kan til tider blive meget belærende og direkte flabet når hun taler til os. Vi bliver kede af det, sure, vi skælder ud, føler os magtesløse og ender altid med at gå i seng med følelsen af at have “skældt ud” hele dagen – og det giver dårlig samvittighed, som giver dårlig søvn, som giver dårligt humør o.s.v…jeg føler at vi befinder os i en ond cirkel som vi ikke rigtig kan finde ud af at komme ud af.
Vi har prøvet at sætte os stille ned og tale med hende, vi har prøvet at lade hende tale, vi har prøvet forskellige konsekvenser, som at sende hende på værelset, sige nej til lege-dates og ting i den stil, men det er som om hun bare lukker sig mere og mere ind i sig selv og overhører alt hvad vi siger til hende, mens hun kigger den anden vej.
Det er frygteligt frustrerende, for vi aner ikke hvor det er gået galt. Hun har altid været en glad og frisk pige…alt dette startede for omkring 4 måneder siden. Nogle mennesker siger at det hører alderen til og at vi ikke er de eneste med denne omgang – er det rigtigt???
Hvis det er tilfældet så lægger jeg mig på knæ og beder om metoder til at håndtere dette og komme videre…! Håber du kan hjælpe os igang 🙂
Hilsen