Kære jer.
Jeg skriver da vores søn er begyndt at blive VIRKELIG svær at styre.
Han er 4 år gammel, og har altid lyttet mest efter sin mor. Men på det sidste er han begyndt at blive ekstrem vred, hvis han ikke får sin vilje, og han vil ikke med ud og handle, eller også forhandler sig til hvad han skal HAVE, hvis han skal med-agtigt.
Derudover er han blevet storebror og er ekstrem stolt og god til det. Men han han være den sødeste og mest omsorgsfulde storebror, men pludselig bliver det: ”STOP MED AT KIGGE PÅ MIG” skrig til hende, eller han trykker hende på maven eller drejer hende rundt osv. Ting som vi naturligvis siger til ham herhjemme, at vi ikke vil have, men ligegodt hjælper det.
Når vi er ude, er han god til at lege med jævnaldrende, og han har nogle gode legekammerater. Men igen kan han lege nok så godt, og så pludselig slå over i: “Du er dum” og så slå med en pind eller lign. Her tror vi selv at det er udtryk for en følelse, han ikke helt kan rumme, og det kommer til udtryk i sådan en måde.
Han er, siden han var 3 år, blevet beskrevet som fødselsmæssig umoden, men er ellers knivskarp og kvik.
Vi har prøvet forskellige metoder uden effekt, og synes ikke om skæld ud. Så det middel, vi hælder mest til, er at tale med ham, og i mange tilfælde bruge humor – da han let afledes med et humoristisk indfald, og på den måde kan vi undgå en optrapning af situationen.
Udover at blive storebror er han startet i børnehave, tæt på hvor vi netop har købt lejlighed, og det er naturligvis en stor omvæltning. Det er dog lige knap og nap et år siden vi flyttede, så jeg forestiller mig ikke, at det påvirker stadigvæk.
Han har, siden han var halvandet år, lidt af night-terror. Og han har i en længere periode efter flytningen, og lillesøsters ankomst, slet ikke haft nogen anfald. Vi snakker måske 4 måneder, hvilket er virkelig længe. Men i de seneste 2 måneder har han haft anfald hver eller hver anden dag.
I børnehaven ser de ”ikke en for vild” dreng. Han passer godt ind med de andre børn, og han er alderssvarende ud over det med følelserne. Og det skal også siges, at han er glad for sin nye børnehave og vennerne derovre.
Hvad dælen kan vi gøre for at hjælpe ham bedst. Og hvordan kan man være konsekvent derhjemme, andet end at I-padden bliver fjernet til i morgen. Når vi er ude, er konsekvensen at vi simpelthen kører hjem. Men heller ikke dette har hjulpet. Og vi havde også et højt ønske om at han blev bedre til at lytte efter sin far, da der også her hurtigt kommer konflikter, hvis han vil have en vild leg, som så ofte ender galt, fordi han ikke lytter efter. Men far har et arbejde, der kræver mange timer ude af lejligheden, så vi ved ikke, hvordan vi skal ændre på det.
Og med så mange alene timer med begge børn, hvor vores søn har fuld fart på fra start af dagen til slut, og en lillesøster, som kun sover korte lurer, så kan jeg godt mærke, at jeg er ved at være udkørt og total magtesløs i denne situation.
Til tider er jeg egentlig også lidt opgivende, fordi jeg synes det er så hårdt. Jeg elsker mine børn og vil dem alt det bedste i hele verden. Men puha hvor er det bare en stor opgave at stå med, når den store tester mig af igen og igen og igen.
Vh.