Kære Susbjar.
Tak for din uddybende mail omkring jeres datter. Jeg kan regne ud, at hun har gået i den omtalte institution i tre år, hvoraf især det sidste år har været præget af den usædvanligt dårlige dynamik i den børnegruppe, som hun følte sig tiltrukket af.
Det var dog heldigt for jer og ikke mindst for jeres datter, at der kom ny leder, og at han tog affære og foreslog en ny institution, og at institutionsskiftet er gået godt.
Helt umiddelbart ser jeg en helt normal pige (til den generte side) for mig, som er i en situation hvor de voksne (ansatte), der har ansvaret for hende om dagen, ikke har kunnet bruge deres pædagogiske indsigt i sådan en grad, at de har formået at skabe rammer, som børn har brug for.
Her tænker jeg både på de børn blandt de fire veninder, der har mobbet og også på jeres datter, der ikke har været i stand til at sige fra. Det er – efter min opfattelse – de ansattes fornemste opgave, som de virkelig har svigtet.
Ved at opildne til at lade det være "alles kamp mod alle" understøtter de ansatte netop, at det er i orden. Trist at høre for de børn, der stadig er tilbage. Den nye leder har noget at rette op på. Det er desværre sådanne historier der er baggrunden for at mobning stadig forekommer i børnegrupper selvom der er brugt megen energi i mange kommuner – og fra børneorganisationer – for at ændre på dette. Og det gode er, at det faktisk har hjulpet rigtig mange steder!
Jeres datter har heldigvis fortalt jer om, hvordan hun har haft det (måske ikke alt – men en hel del af det) - og jeg kan forestille mig, at I har gjort alt for at hjælpe hende. Hvor er det godt for hende, at I flyttede institution.
Sker det, at I taler om hvordan det var i den gamle børnehave? For det er måske en god ide – i en fortrolig stund, hvor I har god tid - at hun hører fra jer, at det simpelthen ikke er i orden, at andre børn kalder én ubehagelige ting (hun må gerne selv fortælle, hvad det lige var, at de sagde til hende). Det er også godt, at I fortæller hende, at I har talt med de voksne i den gamle børnehave, om at børn ikke må behandle hinanden sådan.
Og det er en rigtig fin ting, hvis I kan rose hende for, hvor sejt det var, at hun fortalte om, hvordan hun havde det. I kan prøve at finde ud af hvad hun selv tænker om det nu (lad hende fortælle om sine egne tanker uden at I afbryder, men bare lytter og måske får hende til at uddybe det, hun fortæller). I skal på ingen måde dramatisere, det skete eller de voksnes rolle overfor børnene osv.
Men jeres tænksomme datter på godt 6 år har sandsynligvis en stor retfærdighedssans (det hører alderen til) og følelser for de andre børn (de gamle veninder), der havde det dårligt i børnehaven. Hun kan godt overveje hvordan det nu går dem osv. Dette skriver jeg, for at I forhåbentlig efter nogle fortrolige snakke kan "lukke den skuffe i" med alle disse kedelige og triste erfaringer. Måske kan hun bære det med sig som værdifulde erfaringer, og samtidig vide, at sådan skal børn ikke behandles.
Så vidt som jeg umiddelbart kan forstå af hvordan det går nu. ser jeg al mulig grund til, at I kan stole på tilbagemeldingerne fra den nye børnehave omkring jeres datter.
At I fortæller om mobning og dens konsekvenser og hvordan I som forældre har håndteret det, er bare så væsentligt. Vi er glade for, at I deler så vigtige spørgsmål om jeres datter med os. Det betyder, at nogle forældre – med oplevelser der ligner jeres – de vil få mod på at gøre noget ved mobning blandt børn i børnehaver, som I også har gjort det. På den måde kan I hjælpe os med at hjælpe andre forældre og ikke mindst personale i dagpleje og institutioner med at være med til at dæmme op for mobning. Måske kan vi alle i stedet for sætte fokus på kammeratskaber og det gode børneliv. For det er jo det vi gerne vil have mere af.
Endnu en gang tak til jer. Vi håber, at jeres datter er kommet videre og har haft en god begyndelse i skolen.
Mange søndagshilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.