Hej Else.
Vi fik d. 22/3-18 en fantastisk dejlig datter, som er vores lille mirakel. Det tog os 3.5 år at få mig gravid og nu er hun her og hun er perfekt og skaber en masse glæde og lykkelige stunder i vores liv. Hun er virkelig et ønskebarn…
Hun blev født ved akut kejsersnit, hun er 100% flaskebarn og vejede 4.180 gram og var 51 lang. Nu er hun 67 cm og vejer lige knap 6.9 kilo. En lang og slank pige med let til smil og sundhedsplejersken siger, at hun er enormt observant og gerne vil være med i alt, hvad der sker omkring hende, og at hun er meget glad og smilende. Hun er et meget nemt barn, som sjældent græder, der er fin afføring næsten dagligt, kan sagtens underholde sig selv og elsker at lege og blive sunget for. Dog en smule tilbagetrukken, når der er andre mennesker og vil så helst sidde hos mor.
Hun har fra fødsel sovet rigtig godt både om dagen og om natten (dog med drømmeflaske flere gange om natten, da hun ikke tog nok på, men det gør hun heldigvis nu), men dette har ændret sig. Da hun rundede omkring de 2.5 måned ændrede hendes søvnvane sig, når hun skulle sove til middag og det har desværre ikke ændret sig.
Det er nu 2 måneder siden, at det startede… Der er ingen problemer, når hun skal lægges til at sove om aftenen og hun møffer lidt rundt, men oftes uden at vågne. Men fra morgen til aften powernapper hun præcis 40 minutter over flere middagslurer, og hun er svær at få til at sove videre. Dette gør desværre, at hun bliver mere og mere træt, jo længere op på dagen vi kommer og hun bliver lagt efter kortere og kortere tid.
Hun kommer i seng hver dag mellem 18-20 og sover til klokken 6-8 dagen efter og hun får en drømmeflaske omkring klokken 23.30 og igen omkring klokken 4.
Vi har prøvet alt for at støtte hende videre til at sove, og det er meget sjældent, at vi kan hjælpe hende. Jeg kan 90% af gangene få hende til at sove videre og hjælpe hende ind i næste søvnfase (den dybe søvn) efter de 40 minutter, hvis hun ligger i mine arme og jeg fysisk kan vugge hende videre, mens hun ligger “helt klemt sammen” mod mit bryst, mens jeg siger: “Shhhh…”.
Men jeg må indrømme, at armene og benene begynder at sove af at sidde med hende i 2.5-3 timer dagligt og glo ind i tv’et, da hun oftes vågner, når jeg så lægger hende fra mig.
Vi har også forsøgt at få hende til at sove længere tid i bæreselen og i barnevognen, men udfaldet er det samme. At hun vågner efter 40 minutter og vi kan ikke støtte hende videre til at sove. Hun siger ingenting, når hun vågner og slår bare straks sine blå øjne op og ligger roligt og kigger sig omkring. Jeg har præsteret at ligge ved siden af hende i over 1 time, efter hun vågnede og ventet på, at hun skulle melde, at hun gerne ville op. Men hun sagde ingenting og havde heller ikke set mig. Hun lå bare i vuggen og hyggede sig med at hive i fødderne, snakke og have en hånd i munden.
Nogle gange har vi held med at stå parat med en sut ved vuggen (dette gør jeg faktisk dagligt), når hun møffer lidt omkring de 40 minutter, men det bliver sjældnere og sjældnere… Hvis vi endelig får hende til at sove videre, er chancen for at hun vågner efter 1.5 time (næste søvnfase) ligeså stor. Når hun vågner, at det tydeligt, at hun stadigvæk er meget træt. Hun gaber og er rød om øjnene og hun søger sin stofble mod sin kind med det samme, mens hendes øjne lukker i. Men hun bliver hurtig urolig og sparker med benene og hovedet går let fra side til side og vågner mere og mere.
Som skrevet tidligere, har vi nærmest prøvet alt for at støtte hende videre i søvnen. Vi har: 1: Lagt en hånd på brystet. 2: Prøvet at give flaske før lur og når hun vågnede efter 40 minutter. 3: Prøvet at bruge barnevognen og bæreselen. 4: Ladet hende ligge, mens hun bare kigger rundt og “snakker”. 5: Været hurtig med sut, inden hun vågnede op. 6: Sagt “Shhh…”, mens vi har vugget hende i vuggen. 7: Taget hende op af vuggen og vugget hende videre i armene. 8: Prøvet at lægge hende, når hun har været vågen i 1 time, 1.5 time, 2 timer og 2.5 time. Udfaldet er det samme… 9: Undgå at stimulere hende for meget og for lidt. 10: At holde tilbage med besøg og besøg hos andre. Dette er kun nogen af eksemplerne… Vi har prøvet nærmest alt!
Jeg vil så gerne have hende til at sove de 3 lure, som hun skal. 2 lange og 1 kort. For når det en sjælden gang sker, er hun bare frisk på en helt anden måde og selvom hun generelt er et meget glad barn, kan vi godt mærke forskel på hende. Så hvad kan vi gøre for at få hende til at komme igennem de fase søvnfaser, så hun kan få de 2 lange middagslure, som hun skal have og som hun har brug for?
Hilsen B.