Kære Else.
I går skete der noget, som har gjort mig bekymret for vores datter på 7 år, og jeg ved ikke, hvordan vi skal hjælpe hende.
I går aftes fortalte hun, at på et tidspunkt i skolen blev hun slået i ansigtet af et barn, som resulterede i, at hun fik næseblod. Derefter var der et andet barn, som skubbede hende, og hun faldt på gulvet. Vi forsøgte at få så meget information om dette som muligt og kontaktede efterfølgende hendes lærer. I dag kommer der det svar, at ingen af de voksne på skolen kender til at dette skulle have sket hende. Jeg prøver at snakke med min datter igen for at få flere detaljer, som jeg kan vende tilbage med til læreren. Men hun er meget usikker og siger, at hun ikke kan huske hvem som har set dette. Hun bliver meget fortvivlet og ked af det og efter at være faldet til ro siger hun, at hun har ondt i maven og gerne vil blive hjemme med mig stedet for at gå i skole, hvilket hun får lov til.
Jeg beder læreren så om at undersøge sagen nærmere og høre, om nogle af børnene kan have set det. Læreren svarer, efter at have snakket med klassen, at heller ingen af børnene kendte til at dette skulle være sket. Men læreren fortæller så, at lignende oplevelse skete for et andet barn i klassen, hvor min datter havde set det. Lærerens teori er, at situationen må have påvirket hende så meget, at hun har associeret sig med barnet som blev skadet.
Det må også nævnes, at situationen i klassen er ofte urolig, da det specielt er et barn som er meget udagerende og voldsom i sin opførsel. Min datter er flere gange havnet i vejen for barnets reaktioner, hvor hun blev skubbet eller slået. Hun har under de sidste to ugers tid også været ret pylret og har ofte overdrevet en skade (hvis hun slog sig let, så opførte hun sig som om det gjorde meget-meget ondt). Hun er flere gange blevet ked af det, når jeg skulle aflevere hende i skole og sagt, at hun ikke ville være der, men ville være hjemme med mig. Dette har jeg også drøftet med hendes lærer, for at finde ud af hvad det kan skyldes. Lærerens synes, at vores datter er glad og positiv i skolen, hun er vellidt og har venner som hun leger med. Hun er også en følsom pige og hun bliver påvirket af skræmmende historier og lignende, som hun kan gå og tænke meget på. Hun er også meget empatisk og hjælpende, både hjemme og i skolen.
Jeg har også spekuleret over, om det delvis kan skyldes, at det kan være turbulent herhjemme nogle gange. Vores søn (storebror) har ADHD og får nogle gange voldsomme reaktioner, når han ikke får sin vilje. Han siger desværre også ofte nedladende ting om hende, hvilket vi selvfølgelig ikke accepterer.
Jeg kan ikke få det til at stemme og føler mig superforvirret. Jeg føler, at der er noget som er i ubalance, som gør hende utryg, men vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal gribe det an bedst muligt. Har du nogle tanker?
Mange hilsener og tak endnu en gang,