Hej!
Jeg skriver fordi jeg godt kunne bruge et godt råd eller to vedrørende min datters søvn. Min datter på 16 måneder har egentligt altid sovet fint, og vi har ikke haft de store problemer.
Men i de sidste to måneder er hun begyndt at vågne mellem klokken 4-5 og er meget ulykkelig. Dog kun lige indtil vi tager hende op, hvorpå hun falder i søvn i vores arme med det samme. Men hver gang vi prøver at lægge hende tilbage i sengen så starter balladen igen.
Vi har taget hende ind i vores seng eller siddet med hende i en stol og ligget med hende på en madras på hendes værelse. Alle disse steder kan vi få hende til at sove et par timer til…. Men hun nægter at sove i sin egen seng på det tidspunkt.
Om aftenen har hun intet imod at falde i søvn alene på værelset, så hun er ikke bange for sin seng eller lign.
Vi har prøvet at lægge hende senere i seng (tidligere sov hun kl 18:15 og vi har så rykket det til kl 19:00 og nogle dage endnu senere), men det har ikke ændret på noget.
Det skal nævnes at søvnproblemerne er startet stort set samtidigt med at hun er blevet storesøster. Kan det være årsagen? Hendes lillebror sover allerede igennem, så det er ikke ham der vækker hende. Og hans ankomst har ikke haft den store indflydelse på hendes hverdag og hendes rutiner, da hendes far allerede to måneder før lillebrors ankomst overtog putte, nat og morgenritualer for min datter.
Er det en udviklingsfase der kan påvirke hende, eller er det pga. familieforøgelsen… Hvad tror I??
Vores spørgsmål er så… Hvad kan vi gøre. Skal vi bare lægge os sammen med hende og håbe på, at det går over af sig selv, og at det ikke bliver en dårlig vane. Og i givet fald hvor er bedst. I vores egen seng eller på en madras på hendes værelse?
Skal vi bare stå op med hende? For hvis vi står op med hende er hun ok frisk til at lege lidt og kan godt holde indtil hendes middagslur. (dog lidt træthedskrise ved 9-10 tiden) Eller er der en helt tredje mulighed?
På forhånd tak