Kære Fagpanel
Jeg har en stor søn på 9 år, som de sidste par måneder har fået tiltagende svært ved at falde i søvn om aftenen. Han bliver puttet ved 20-tiden på sammen tid son sine yngre brødre. Ud over ham har vi også en dreng på 5 år og en ny lillebror på 3mdr. Faderen og jeg er gift og har det godt.
Han klager over, at han har mareridt om natten og selvom han godt ved, at mareridt ikke bliver virkelige, så er han virkelig bange for at få dem. Det kan de fleste vist godt huske fra de selv var børn – jeg kan ihvertfald.
Vi forsøger jo at hjælpe ham så godt vi kan og forsikre ham om, at vi passer på ham og er der hele tiden og vi taler om, at det jo bare er drømme, selvom de kan være nok så uhyggelige. Vi opfordrer ham altid til at kalde på os, men han fortæller, at han ofte er så skrækslagen, at han ikke tør kalde og bare må ligge musestille i sengen og håbe på, at han falder i søvn igen. Det er jo selvfølgelig et problem, for hvordan opdager vi det så og får mulighed for at trøste?
Jeg er i øjblikket ofte oppe om natten og amme og forsikre ham om, at jeg kigger ind til ham flere gange om natten. Han får selvfølgelig lov at sove med lyset tændt. Drømmene handler om monstre og uhyre og det er næsten altid noget med, at de her monstre har taget os andre i familien eller mig og slår os ihjel og vi skriger eller at det slet ikke er os der er inde i stuen, men monstre.
Vores søn er i det hele taget meget bange for at der skal ske os noget og han skal blive alene tilbage. Den tanke kan virkelig bringe ham helt ud af fatning. Vi taler jo om det og om, at det jo næsten helt sikkert ikke sker, men vi kan jo ikke give ham en fuldstændig garanti og det er han jo stor nok til at være klar over.
Han ved jo godt, at nogle gange dør mennesker, forældre kan faktisk godt dø fra deres børn og børn kan faktisk også dø. Det sidste optager ham nu ikke så meget som det første. Jeg ved ikke om det er rigtigt tolket, men jeg forestiller mig, at det måske er derfor, han har mareridt. I det hele taget er vores store dreng meget tænksom og virker til at tage verden meget direkte ind, hvis I forstår hvad jeg mener.
Mit egentlige spørgsmål omhandler en lille “strid” mellem faderen og jeg, så at sige. Vores søn vil gerne falde i søvn inde på vores kontor, hvor han bedre kan se og høre os. Det syntes jeg er helt iorden – for mig er det vigtigt, at han FÅR sovet, for han er meget følsom for søvnunderskud (faldt for nylig i søvn midt i gymnastiktimen og havde faktisk mareridt mens han sov).
Vi har også ladet vores mellemste søn på 5 år falde i søvn inde i den stores seng og det har drengene været glade for de fleste gange og er faldet i søvn. Deres far mener dog, at det har taget overhånd og at han bliver forvirret af alle de her sovesteder og at vi får blæst det op.
Han mener, at de skal sove i hver deres seng og at det går over og vi ikke skal gøre for meget ud af det – det er jo helt normalt, som han siger. Jeg led selv meget af angst og mareridt som barn og er nok mere bekymret – måske også mere end godt er. Hvad mener I er det rigtige og hvordan håndterer vi det soveproblem bedst?
Jeg vil gerne lige pointere, at vores sidste familieforøgelse er forløbet rigtig nemt, ihvertfald for os voksne at se. Vores lille søn er heldigvis meget nem, sover rimelig godt og er nem at putte om aftenen, hvilket giver os ro til at putte og læse for de store som vi plejer. De store er enormt glade for deres lillebror og vil rigtig gerne lege med ham og hjælpe til omkring ham. Det har været en fornøjelse i det store og hele.
Vi ser frem til at høre jeres svar.
Med venlig hilsen