Hej Sille
Børn søvnbehov er som bekendt meget forskelligt og hvis din datter falder i søvn kl. 20 og sover til kl. 4 – 5, så sover hun reelt 8 til 9 timer om natten og når hun så også sover samlet 3 timer om dagen, så sover hun 11 til 12 timer i døgnet – og det er faktisk ikke helt skævt i forhold til hendes alder. Det ligger i den lave ende, men det er ikke ”alt for lidt”.
Det er yderst relevant, at I får tjekket hendes ører, når hun nu vågner så mange gange om natten. Men som I også har overvejet, så kan hendes søvnrytme også skyldes tandgennembrud og tænder kan drille længe. Hun skal jo også have kindtænder og først når hun har 20 tænder (ca. 2 år gammel) kan I forvente, at hun ikke generes af tænder mere.
Når først tandgener/ørergener har forstyrret en ellers god søvnrytme, så kan det tage lang tid, før ens barn igen finder ind i den gamle soverytme. Man kan hjælpe ved, at man laver sovestedet og tidspunktet for putning så ens som muligt, aften efter aften.
Rent hygiejnemæssigt har de færreste børn i denne alder brug for et bad hver aften, men et aftenbad hver aften kan hjælpe til, at barnet lettere falder i søvn. Den opvarmning og den efterfølgenden nedkøling der sker, når man forlader det varme vand, er befordrende for, at man lettere falder i søvn.
Endelig så overvej et mørklægningsgardin til hendes værelse. Lyset påvirker vores søvn og er et rum helt mørkt, så tror vores hjerne, at det er nat og det hjælper os til at falde i søvn igen, når vi vågner. For vi vågner alle flere gange hver nat og mange børn har brug for hjælp til at falde i søvn igen. Andre børn klarer det selv ved, at de rutinemæssigt giver bamsen et kram, putter en sut i munden eller blot vender om på den anden side.
Nu hvor din datter er startet i dagpleje, kan det måske være med til at forlænge den periode, hvor hun har brug for hjælp til at falde i søvn, når hun vågner. Det er der intet unormalt i, i denne alder. Hun skal lige tjekke, at I stadig er der.
Det er forståeligt, at du er træt. En løsning kan være, at I voksne aftaler, at I på skift tager en nat hver, hvor I putter hende, når hun vågner, mens den anden forælder får en hel nats samlet søvn.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.