Hej
Jeg skriver lige igen. Jeg har en pige på 2 år og 11 mdr og jeg mener, at det snart må være tid til at få bleen af hende.
I meget lang tid faktisk før hun blev 2 år, fik hun lært i vuggestuen at gå på wc, men ville ikke herhjemme. Først her inden for det seneste halvår, har hun villet gøre det herhjemme. Nu er hun så blevet storesøster for 3 mdr siden, og siden da er det kun gået ned ad bakke med den wc træning.
Hun er ikke bange eller noget, men hun er meget selvstændig og stædig, Hvis vi siger hun skal, gider hun under ingen omstændigheder. For tiden vil hun stort set kun gøre det hele i bleen. Hun siger, at hun ikke gider. Jeg tror, at det er noget med at kæmpe om opmærksomheden.
I børnehaven vil hun gerne på wc, men ikke altid. Og jeg synes ikke, de er særlig fokuseret på at gøre hende renlig. De foreslår at vi bare tager bleen af hende, når nu vi snart skal holde ferie. Det er også ok, hvis jeg vidste, at hun sagde til hver gang, eller at hun ville gå på wc, når vi mindede hende om det. Men det vil hun jo ikke.
Vi skal i sommerhus, og ville gerne starte der, men jeg kan ikke finde ud af, om vi skal gøre det der, eller om vi overhovedet skal begynde nu.
Hvordan takler vi hendes stædighed med ikke at ville eller i hvert fald selv vil bestemme det. Hun er generelt meget stædig og selvbestemmende med alt. Det skal lige siges, at vi har prøvet at tage bleen af hende, men det er simpelthen gået galt.
Hun kommer til at tisse i bukserne og græder bagefter, så vi har derefter givet hende ble på igen, I børnehaven siger de, at de bestemt mener, at hun er klar og at vi bare skal se at få den ble af. Håber du kan give nogle råd, der kan hjælpe os lidt videre
Med venlig hilsen