Hej
Jeg skriver fordi, vi har problemer med at få vores datter til at sove. Hun er 9 måneder og født 5 uger for tidligt. Da hun blev født, kunne hun ikke rigtig finde ud af at sutte, så hun fik sonde og vi var indlagt 1 uges tid. Derefter har hun fint kunne sutte og er blevet ammet.
Vi har aldrig rigtig kunne få hende til at tage en sut, vi har forsøgt med forskellige typer af sutter men uden held. Hun leger mere med dem og putter dem i munder på alle leder og kanter dvs. hun bruger den ikke i traditionel forstand. Alligevel har vi en sutteklud hvorpå vi har sat nogle sutter, som hun godt kan lide og den sutteklud benytter vi ved vores putteritualer.
Vi har altid haft udfordringer med at få hende til at sove og generelt sover hun ikke så meget, men hun er for det meste glad og meget aktiv og energisk.
Vi begyndte at præsentere hende for grød, da hun var omkring 6 måneder og har så løbende givet hende mere normal mad. I dag ammer jeg hende kun om aftenen/natten. Siden vi introducerede grøden, har hun sovet dårligere om aftenen, hun vågner mange gange… nogle gange hver 2. time og den eneste måde jeg kan få hende til at sove igen, er ved at tilbyde brystet.
Hun bliver puttet i sin egen seng, som pga. pladsmangel står i vores soveværelse. Når vi skal lægge hende om aftenen, er det noget af en ”kamp”, idet hun græder rigtig meget, når vi lægger hende. Jeg/vi har forsøgt at sidde hos hende, haft hende liggende hos mig, forsøgt at vugge hende, sunget sange mm. men desværre er der ikke rigtig noget, som hjælper.
Når vi lægger hende, bliver hun meget utilfreds og ben og arme går som trommestikker og så græder hun. Hun holder nogle gange op med at græde, hvis vi sætter hende op og så efter noget tid (nogle gange ½, 1 time eller mere)falder hun sammen af træthed og så kan vi lægge hende ned…..
Lidt det samme gør sig gældende, når vi benytter barnevognen i løbet af dagen, hvis vi lægger hende ned til at begynde med, græder hun voldsomt og stopper først i det øjeblik, hun bliver sat op. Vi kører så rundt med hende, indtil hun er lige ved at falde samme af træthed og der kan vi så lægge hende ned.
Hun elsker at sidde i barnevognen (og være i bæresele) og bare kigge rundt på det omkring hende. Vi har tænkt om, vi så kunne konkludere, at vi forsøgte at lægge hende for tidligt eller for sent, men det har heller ikke gjort nogen forskel at gå i gang hurtigere eller senere.
Vi er begyndt at give hende en flaske vælling, når vi lægger hende for at være sikre på, at hun ikke vågner, fordi hun er sulten. Hun spiser vællingen med stor fornøjelse, men hun vågner stadig. Hun er også glad og tilfreds, imens hun spiser vællingen i sengen og som regel har hun meget tunge øjne, når hun er ved at være færdig med flasken, så det ser ud som om, hun virkelig er klar til at sove. Men når vi så lægger hende ned og siger godt nat, så vågner hun fuldstændig op og begynder at græde.
Om et par måneder skal jeg begynde på arbejde igen og derfor ville vi rigtig gerne nå at få skabt et godt og vellykket putteritual samt få en bedre nattesøvn, men jeg synes ikke rigtig nogle af vores ”ideer” virker, kan I hjælpe os?
Venlig hilsen