Kære Marion
Jeg er dansk mor bosiddende i Australien, jeg har en datter på 4 år og en søn på 2 år. Min datter går i det, der hedder 3 års børnehave. Det er en gang om ugen i 2½ time.
Hun turde ikke være der selv i starten og jeg var med, og blev der indtil den dag, hun sagde, hun godt kunne selv nu, hvilket var midt i term 2..
Hun har aldrig grædt, når jeg gik eller mens jeg ikke var der, men er på det seneste begyndt at tale om, at det er for længe ad gangen, hun er der. I sidste uge ville hun med hjem igen og jeg blev den første time og så kom hun med hjem.
Vi bor på en gård, og der er altid så meget at være med til, og hun har jo så opdaget, at jeg laver noget med hedes lillebror, mens hun er i børnehave og vil nok ikke gå glip af noget.
På den anden side vil jeg heller ikke tvinge hende til at blive mod hendes vilje. Jeg husker med tydelighed, at jeg selv blev placeret i noget der hed børneparkering, når min mor skulle noget, for ellers var jeg hjemme, indtil jeg begyndte i skole.
Det var rædselsfuldt og jeg husker, hvordan jeg klyngede mig til lågen og så min mor cykle afsted, og jeg fik de værste forestillinger om, hvad hvis hun nu ikke kom igen.
Jeg har siden dengang lovet mig selv at jeg ikke vil gøre det samme. Der er ikke noget, der er vigtigere end, at hun kan stole på mig og vide at hun er vigtigst for mig.
Jeg ved nu ikke, hvordan jeg skal gribe det her an, for børnehavelæreren mener ikke, det er godt at holde en pause og mener heller ikke, jeg skal blive igen som i starten, og jeg vil ikke gå mod hendes vilje.
Næste år, fra februar skal hun så i 4 års børnehave, som er 15 timer om ugen over tre dage, tror godt, det kan blive for meget. Synes du, jeg skal glemme alt om børnehave og bare vente til hun skal i skole?
Børnehaven giver selvfølgelig det sociale, for de fleste af de aktiviteter de laver, laver vi jo også her hjemme. Jeg føler nu ikke, jeg var tilbagesat, da jeg startede skole, selvom jeg ikke var i børnehave.
Med venlig hilsen