Hej
Vi har en datter på 2 år og 9 mdr (født 7 uger for tidligt) som blev storesøster i januar.
Vi har haft problemer med sengelægning siden december 2010, da det var juletid og uro med hospitalsindlæggelse i forbindelse med graviditeten.
Hun er til daglig meget kærlig, omsorgsfuld og glad pige, der er glad for fysisk aktivitet. Vores problem er at så snart vi kommer på 1. sal og skal i seng, starter en endeløs kamp om, at hun skal blive i sengen, ikke tage sin ble af, ikke slå mor eller far, hun bliver ‘ked af det’, og får små hysteriske anfald, hvis vi bærer hende op i sengen etc.
Vi føler, at hun bevidst søger disse konflikter, som ender med, at vi bliver sure og hun græder, eller vi prøver at snakke med hende om det. Hvis vi siger “mor og far bestemmer” råber hun “mig bestemmer”.
Min mand og jeg snakker meget sammen indbyrdes og er enige i de forskellige tilgange vi har prøvet af, men kommer ikke nærmere en løsning. Vi mangler hjælp. Hun falder i søvn 1½ til 2 timer efter, pt med en af os på hendes værelse – syngende eller nussende.
Min mand og jeg sover i soveværelset ved siden af hendes værelse med vores 2. datter på 7 mdr, som bliver utryg hver aften, når hendes storesøster græder højlydt.
Håber I har nogle gode råd og vi ser frem til at høre fra jer.
PS Jeg starter på arbejde på mandag efter 9 mdrs sygemelding og 7 mdrs barsel. Min mand går hjemme i 3 mdr.
Mange hilsner