Kære desperate og trætte forældre.
Børn er små vanemennesker. Og I er kommet ind i nogle sove- og søvnvaner, som ikke passer til hverken jer eller jeres søn.
Han er 2 ½ år, og I kan tale med ham. Han forstår ikke rækkevidden af, at I alle sover dårligt. Men I sige til ham, at han skal sove på en ny måde, det vil I have.
Det er vigtigt at det er klart for ham, hvad der skal ske. I kan fx lave en soveplakat til ham. Her klistrer I fotos op af, hvad der skal ske, så han er forberedt.
Det kan være et foto, hvor I spiser. Han får måske bad (foto af det), og han får nattøj på og får børste tænder (han kan følge det, der skal ske). Han bliver puttet og I går ud? eller… I nusser ham lidt? eller… han hører lidt stille musik selv? eller hvad I nu beslutter, at I gør. Og det fortælle I ham, at det er sådan det kommer til at foregå. Der er et foto af, at han sover i sin seng. I lægger måske tøj sammen eller gør andre praktiske ting – I går i seng og sover – han sover i sin seng hele natten, I sover i jeres.
Hvis han kommer ind til jer om natten, kan han eventuelt sove på en madras på gulvet i jeres soveværelse,. Men ikke i jeres seng.
I må kærligt men helt klart fortælle ham og vise ham, at det er noget nyt, han må vænne sig til. I har brug for at sove, og han skal kunne mærke, at I mener det. Det er ikke beslutninger, som I skal spørge ham om, eller som han skal involveres i. Men I viser ham, hvordan det skal være med søvnen for fremtiden.
Allerførst skal I selvfølgelig finde ud af, hvordan I gerne vil have at jeres sengelægning kommer til at foregå. Og I skal også være enige om planen. Når jeres søn får klar besked på, hvordan det er, så vil der nogle gange ske det, at barnet accepterer tingenes tilstand og slapper af ved, at de voksne har sat nye ramme op. Andre gange vil der være protester fra barnets side, og det vil forsøge på at finde tilbage til ”gamle vaner”. Her må I med fast overbevisning sige: ”Du skal sove min skat, nu. Godnat med dig. Vi ses i morgen.”
Har i lavet en soveplakat kan I pege på, hvad der skal ske nu osv. Det kan være en konkret hjælp for barnet.
Som jeg forstår jeres situation, er den udelukkende gået fra svær putning og søvn til endnu mere besværlighed med at falde i søvn og at sove natten lang.
Jeg håber, at I får held med at vende jeres søvn og sovevaner til det bedre i jeres familie.
De bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.