Kære Louise.
Det er dejligt at høre, at der er ved at falde ro over det hele. Det har været en hård start for jer alle tre.
Det er da skønt, at han har taget godt på. Og når din sundhedsplejerske og din læge ikke mener, der er grund til bekymring, så kan du roligt stole på det. Der kan være mange årsager til, at han har taget så godt på. Og dem kender jeg af gode grunde ikke. Du har ikke beskrevet noget, der giver mistanke om stofskiftedefekt eller den slags. Men når du er urolig for det, så synes jeg, I skal spørge lægen eller sundhedsplejersken, næste gang I kommer i kontakt med en af dem. Og om de kan finde en forklaring (fx om han var det man kalder dysmatur, da han blev født (populært sagt at han var blevet sultet i slutningen af graviditeten. Det sker – og de børn kan netop virke sådan lidt paniske – overlevelsesagtige. Men det forsvinder med tiden, bare rolig)).
Jeg tænker, at bekymringerne har stået lidt i kø hos jer. Og jeres søn har grædt meget her i de første 10 uger. For langt de fleste grædebørn, som vi fagfolk kalder dem, klinger uro og den slags af, når de bliver omkring 12-14 uger.
Så måske er det snart tid til at slippe bekymringsknappen lidt, og at I læner jer tilbage og nyder den dejlige dreng, der begynder at vise sig. Han smiler og pludrer nu, og gør som mange andre spædbørn. Han giver udtryk for, hvad der sker af glædelige og sjove ting, og hvornår relæerne slår fra, og han er mæt og træt af indtryk.
Det kan være I kan opøve jeres fornemmelser for, hvornår det er ved at være nok for ham. Og så lige stoppe op FØR han flipper ud. Det er ikke sikkert, det kan lade sig gøre. For nogle spædbørn er bare ”lyn fra en klar himmel”… Men det er da værd at prøve.
Jeg ønsker jer fortsat held og lykke med jeres søn.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk