Hej Louise
Som et led i børns naturlige udvikling får de i alderen mellem 7 og 10 måneder en periode, hvor de viser tegn på, at de er bange for adskillelse og ofte viser de også tegn på, at de er skeptiske eller ligefrem bange for fremmede.
Du kan glæde dig over hendes reaktion, for det er et tydeligt tegn på, at hun er trygt tilknyttet til sine forældre. Det du beskriver, er helt i tråd med hvordan flere bøger beskriver børn i denne fase af deres udvikling fx skriver psykologen Stein Erik Ulvund i bogen ”Forstå dit barn”: ”Et barn med separationsangst protesterer mod at blive forladt af sine forældre ved, at hun græder, når de går. Når forældrene kommer tilbage, viser hun ofte gensynsglæde ved at søge fysisk kontakt med den (for eksempel ved at hun rækker armene frem for at blive taget op)”.
Og præcis som du oplever, så søger hun fysisk kontakt for at blive beroliget, sut og flaske duer ikke.
Det bedste, I kan gøre, er at acceptere, at hun lige nu er i en periode, hvor hun reagerer på, at I ikke er lige ved siden af hende hele tiden. I kan forsøge at berolige hende ved, at hun kan høre jeres stemme fra et tilstødende lokale og pendle lidt frem og tilbage mellem værelse og stuen, alt imens I snakker med hende, så hun kan høre, at I er i nærheden.
Men forvent at hun lige nu er i en periode, hvor aftenputningen tager lidt længere tid end vanligt.
Men hun har, helt naturligt, endnu lidt svært ved at forstå, at I kan være lige ved siden af og I ikke er helt forsvundet. I løbet af dagen kan I lege ”titte-bøh-lege”, hvor I gemmer jer bag en stor stofble og I/hun så fjerner bleen for at se jeres ansigt.
Om nogle måneder så er hun så langt i sin udvikling, at hun kommer forbi dette udviklingstrin og I vil igen opleve, at hun er nemmere at putte om aftenen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.