Hejsa,
Jeg har før skrevet til jer mht. søvn og nu har et nyt problem meldt sig. Det er sådan set to “problemer”.
1. Vi har en lille dreng på lige knap 9 mdr. Han bliver ikke ammet mere – stoppede for ca. 1½ mdr siden, men spiser fint, det han får serveret, som er alt fra grød til kartofler og kød. Han får aftensmad ca. 17.30 og så 200 ml. vælling kl. 19-19.30 ca.
Herefter bliver han puttet og som regel falder han i søvn i løbet af meget kort tid uden problemer.
Jeg skal så måske lige ind og give ham en sut eller vende ham rigtigt (hvis han har fået sig møvet rundt i sengen), men herefter sover han også fint igen: Problemet kommer så omkring kl. 1-2 stykker om natten, hvor han vågner og kan være vågen længe (1½-3 timer). Jeg har prøvet forskellige ting, som at tage ham ind til os eller putte med ham på sofaen, hvis vores seng ikke virker. Begge dele virker nogle gange, men ikke uden han er vågen et stykke tid først.
Jeg har også prøvet nu et par nætter at give ham en flaske med mme (ca. 100-125 ml), som han sluger ret hurtigt. Men det virker ikke til at hjælpe særlig meget mht at ville sove videre i sin egen seng.
Han sover normalt ellers – har sovet på eget værelse siden slutningen af januar og i starten sov han derinde hele natten – dog stadig med en del opvågninger i løbet af natten. Men han har aldrig før vågnet og så ikke villet sove videre, når han var blevet vendt eller havde fået en sut.
Nogle gode råd? Han skal starte i dagpleje her pr. 1/4 og jeg håber selvfølgelig på, at det hjælper ham til at kunne sove bedre, når han bliver stimuleret på en anden måde. Hans storebror var også en meget aktiv baby og sov først igennem, da han startede i dagpleje.
2. Jeg har fået vænnet ham til at skulle gås i søvn i barnevognen om dagen (på opfordring fra min sundhedsplejerske). Før dette kunne jeg ligge ham ud og så hjælpe ham til at falde i søvn – nogle gange faldt han i søvn af sig selv. Han sov bare ikke særlig længe ad gangen – ofte kun 45-60 min aller højest.
Sundhedsplejersken kom så med den idé, at det kunne være han kunne sove noget mere, hvis vi gik nogle ture, så han fik lidt en anden ro i kroppen.
Han sover også fint nok nu, som regel mellem 1½-2½ time ad gangen (x2 om dagen) og så indimellem 30-40 min – men heldigvis sjældent kun så kort tid. Han skal jo – som før beskrevet -starte i dagpleje til april og her kan hun selvfølgelig ikke gå ture med ham. Jeg er meget imod at børn skal græde sig selv i søvn og er lidt bange for, at det bliver alternativet, når han skal sove deroppe.
Jeg vil meget gerne have ham vænnet fra, at skulle gå tur for at falde i søvn, inden han starter, men ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an. Det er sjældent, jeg skal gå ret længe med ham, som regel kan mellem 2-6 min gøre det, men der er selvfølgelig også gange, hvor jeg skal gå i 20-30 min for at få ham til at sove. Råd udbedes……
Med venlig hilsen