Kære Else.
Jeg håber du kan hjælpe med et par gode råd. Min søn er 12,5 måned og trives virkelig godt, meget hurtig i sin udvikling, aldrig syg mv. men har sovet dårligt om natten helt fra start med mange opvågninger, vågne perioder om natten og særligt slemt i de tidlige morgentimer og han våger alt for tidligt.
Vi har i en rigtig lang periode stået op klokken 5 hver dag, fordi han ikke vil sove mere. Han får 10 timers nattesøvn. Om dagen har han egentlig altid sovet fint. Han sover typisk 2,5-3,5 time i løbet af dagen fordelt på 1-2 lure. I gennemsnit cirka 12,5 time i døgnet På gode dage 13 timer.
Jeg ammer ham stadig, og han vil meget gerne ammes om natten og ligge i min favn. Fordi han sover så dårligt, har jeg i en længere periode sovet inde på kontoret, og han sover så i sin tremmeseng op ad vores seng i soveværelset sammen med sin far.
Når han så vågner klokken 5, så står jeg op sammen med ham, og far sover et par timer ekstra. På den måde kan vi få det til at fungere nogenlunde, selvom vi er trætte og savner at sove sammen. For to uger siden stoppede jeg med at amme ham sen aften (drømmemåltid) og tidlig morgen klokken 5, for at skære ned på amning og i håbet om at det ville give bedre nattesøvn ikke at amme om natten.
Det har haft en lille effekt på den måde, at han oftere selv finder søvnen igen under de mange opvågninger. Der er dog nogle nætter, hvor han græder meget højlydt, og hvor far intet kan gøre. Han ender dog med at falde i søvn igen relativt hurtigt, men når han vågner klokken 5, så er det nærmest umuligt at få ham til at sove videre.
Det hjælper ikke at putte ham senere til natten. Så får han oftest bare mindre nattesøvn. Det virker som om, at han klokken 5 ved, at mor snart kommer, og han nægter derfor at sove. I en periode kunne jeg amme ham, og sove lidt videre sammen med ham i armene, men det endte med at han ofte bare lå og hyggede og var vågen og nød samværet med mig.
Min spørgsmål til dig:
– Vi vil rigtig gerne forsøge at adskille amning og søvn og samtidig fortsætte med at amme noget tid endnu. Han bliver ammet når vi kommer hjem fra vuggestuen, og når han puttes til natten. Han får ikke lov at falde i søvn ved brystet.
Om morgenen når vi står op ved 5-tiden leger vi lidt, og så får han lov at blive ammet derefter. Vi er dog lidt bange for om han bliver ved med at vågne tidligt for at få denne stund med mig, og om jeg bør undlade at amme ham tidlig morgen, selvom lyset er blevet tændt mv.
Jeg tænker selv, at han måske alligevel vil vågne tidligt, bare for at være sammen med mor. Vi forsøgte i en periode at far tog ham indtil klokken 6, men det endte bare med en times hyl, hvor ingen i familien sov.
– Har du forslag til, hvad vi kan gøre for at få lidt bedre nattesøvn derhjemme og kan vi forsøge at adskille amning og søvn, eller er det forvirrende for ham, at han får lov at blive ammet om eftermiddagen og når han puttes til natten (og de fleste dage også tidlig morgen), når han ikke må blive ammet om natten? Det virker faktisk som om han har accepteret at han ikke bliver ammet om natten, men der er ballade i de tidlige morgentimer.
– Er det synd for ham, at jeg sover på kontoret indtil klokken 5? Det er den måde vi bedst kan overleve på som familie og de dage jeg sover i soveværelset er som regel værre, da jeg lugter af mad.
– Bør vi stoppe helt med at amme i håbet om bedre nattero? Jeg vil dog være rigtig ked af at stoppe, hvis det ikke har effekt, da jeg stadig nyder det, og han er så glad for at blive ammet efter vuggestue og til natten og om morgenen, hvor han nok også har savnet mig.
– Bør jeg skære ned på amningerne? Evt. undlade at amme ham til natten for at adskille amning og søvn?
Håber du kan hjælpe med nogle forslag, da vi er ved at være rigtig trætte efter 12,5 måned.
Mange hilsner
Gry