Hej!
Min søn på 10 mdr. har gennem ca. 3 måneder. stået op kl. 4 eller tidligere. Vi har forsøgt lidt af hvert for at få ham til at sove længere om morgenen, men han er meget vågen og glad, så det er kun lykkedes nogle få gange.
At holde lyset slukket, forsøge at putte ham i hans egen eller vores seng, amme ham til ro igen. Intet får ham til at falde i søvn igen. Hvis vi står op er han sulten efter 1 time, og træt igen efter yderligere 1 time, men han kan sagtens være vågen til kl. 8, hvis vi leger.
Han er et meget aktivt og glad barn, der spiser godt, “snakker meget” og har kunnet kravle, siden han var 6,5 måneder gammel. Hans sovetider om dagen har ændret sig en del de sidste 3 måneder, men siden januar har han sovet en formiddagslur kl. ca. 8-10 og eftermiddagslur kl. ca. 14.30-17. Om eftermiddagen må vi altid vække ham, da det ellers lader til at han kan blive ved med at sove.
Han bliver lagt i seng kl. 19-19.30 om aftenen, og selvom vi skubber hans sengetid til 20, sover han ikke længere om morgenen. Han vågner som regel et par gange i løbet af natten og skal lige have dynen på igen. Omkring midnat bliver han ammet.
Jeg synes ikke, det er mange timers nattesøvn for en baby, og han bliver jo også hurtigt træt igen om morgenen, men jeg ved faktisk ikke, hvor meget de forventes at sove om dagen og om natten i den alder? Jeg er meget i tvivl om, det er nødvendigt eller sundt at forsøge at ændre hans døgnrytme, og hvordan vi i så fald kan gøre det?
Mange hilsner