Hej Anita
Når man er 2 år, så har man typisk fortsat brug for en middagslur og 2 timer er ikke ualmindeligt, så jeg kan ikke anbefale jer, at I skærer alt for meget ned på middagsluren og måske er det slet ikke middagsluren, som I skal rette jeres opmærksomhed på.
Men er han ved at få kindtænder? Eller er der noget i hans ører, der generer ham? Selv om han ikke græder, så kan der sagtens være noget, der generer ham og gennembrud af kindtænder kan genere rigtig meget, og det er kendt, at det kan genere nattesøvnen.
Er det tænderne, der driller, så er der ikke så meget at gøre ved det, andet end at tænke, at dette er en periode med afbrudt søvn, og når tænderne er kommet igennem, så får vi igen sovet om natten.
Mange voksne kan huske, at de som store teenagere/unge voksne er vågnet om natten på grund af gener fra visdomstændernes forsøg på at bryde igennem gummen. Det generer og forstyrrer søvnen, da generne er værst, når man ligger ned.
Få ørerne tjekket nu hvor I alligevel skal til 2-års undersøgelse hos jeres egen læge og har I allerede været det, så kan I evt. kontakte en ørelæge og få tjekket ørerne der.
Endelig kan det, at kan vågner op midt på natten, skyldes sult. Hvor meget spiser han i løbet af dagen? Skal han løbende gennem dagen tilbydes mere mad, så kan ikke er sulten om natten? Det hjælper sjældent, at øge aftensmaden alene. Den bedste effekt opnås ved, at han løbende gennem dagen tilbydes mere mad, således at han tilbydes 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider.
Håber I har fået lidt inspiration til at komme videre.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.