Hej Vibeke
Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for en god og brugbar hjemmeside.
Jeg er den heldige mor til en lille pige på 3 mdr. Vi har den sidste måned oplevet ændringer i hendes søvnrytme.
Hun sover kortere tid om natten og bruger længere tid på at falde i søvn efter måltiderne. Hun spiser hver 2. time om natten og bruger lidt over en time på at falde i søvn igen. Dette er en kende frustrende, da vi efterhånden kun når at sove 35 – 45 min. i mellem måltiderne. Hun spiser mellem 4 – 5 gange i løbet af natten.
Det skal lige siges, at hun er blevet ammet indtil for to uger siden, hvor hun begyndte at få 50/50 med bryst og erstatning.
Hun spiser ca. 10 – 12 gange i løbet af et døgn. Når hun får flaske spiser hun mellem 60 – 120 ml. ad gangen.
I starten supplerede jeg blot med en flaske til nat, hvilket gav en god effekt, da hun sov mellem 4 -5 timer og virkede mere rolig. Nu er effekten forsvundet og hun virker meget mere urolig om natten.
Hendes søvnrytme ser således ud:
08.00 – 09.00 Vågner får mad og kommer op og bliver puslet/kommer i bad.
09.30 – 10.00 Bliver puttet ud i barnevognen og sover ml. 2-4 timer
12.00/14.00 – 13.00/15.00 Får mad og leger lidt
13.00/15.00 Bliver puttet ud igen og sover igen ml. 2-4 timer.
Herefter sover hun ikke længere lure, men vil blot powernappe (15 – 30 min) men kun hvis hun ligger i vores arme.
Hun bliver først puttet til nat kl. 22.00, hvor vi også går i seng. Vi har forsøgt at putte hende i vuggen før, men uden held.
Mine spørgsmål er nu :
Hvorfor vil hun sove længere mellem måltiderne i barnevognen udenfor end i vuggen om natten? Og skal jeg vække hende eller blot acceptere forskellen?
Skal jeg forsøge at give hende en tidligere puttetid og i såfald hvornår?
På forhånd tak for hjælpen