Hej
Vi har gennem den seneste måned oplevet problemer med urolig søvn hos vores søn, der nu er 3 1/2 måned gammel. Han blev født til termin ved en ukompliceret fødsel, vejede 3300 g og har efterfølgende taget fint på i vægt. Han fuldammes fortsat og vejer nu ca. 7 kg. Udvikler sig alderssvarende, er glad og smilende hele dagen, kan blive lidt overtræt ind i mellem, men er forholdsvis nem at få til at sove om dagen.
Han har fra starten været et “nemt” barn, der har været glad for at sove og har sovet i sin egen vugge i vores soveværelse. I begyndelsen sov han 3-4 timer i streg om natten, men efter et par måneder kom han op på 5-6 timer. Nu er det så lidt mindre igen, men det virker ikke til, at han vågner af sult.
Han ammes når han viser tegn på sult, typisk 8 gange i døgnet. Ammes fra et bryst af gangen (som han tømmer), men han er ikke interesseret i at få fra det andet efterfølgende. Virker glad og mæt.
Fra han var ca. 11 uger begyndte han at have sværere ved at sove om dagen, men vi er nu igen kommet ind i en god rytme, hvor han sove 1 1/2-2 timers lur både formiddag og eftermiddag og en mindre lur (1/2-1 time) sen eftermiddag. Han sover mest i barnevogn, ind i mellem i slyngevuggen.
Han bliver lagt til natten ml. 19:30-20:00 forudgående af en amning og står op omkring kl. 06-07. Ammes typisk 1-2 gange om natten liggende i sengen uden lys og nærmest i søvne. Lægges i vuggen igen efterfølgende.
Den sidste måned er han begyndt at sove meget uroligt. Han kaster hoved og krop fra side til side, smider sutten igen og igen og klynker lidt. I starten prøvede vi at lade ham være og tage ørepropper i, da det virker til, at han fortsat selv sover, men så vågner han op og græder lidt. Han er nem at få til ro igen når han græder, men han er fortsat meget urolig.
Tidlig morgen er det normalt værst, og når vi tager bleen af ham om morgenen har han ofte en stor afføring. Vi har prøvet at skifte ham tidligere, men afføringen kommer først omkring kl. 7 alligevel.
Hvis han kommer op i vores seng, har han sovet lidt mere roligt, men også det er begyndt at blive urolig søvn. Det er ikke hver nat – måske hver anden – og hans søvn om dagen er mere rolig.
Jeg tilbyder ham ind i mellem mad i de urolige perioder, men han vil ikke have noget. Vi er i tvivl om vi kan gøre andet. Det er naturligvis hårdt for os at vågne hver time minimum hele natten, men jeg er også lidt bekymret for, om han får den søvn han har brug for om natten, når den er så urolig.
Mvh