Kære Sundhedsplejerske
For ca. to uger siden blev min datter på 23 mdr. pludselig meget ked af det ved sengelægning. Tidligere har jeg lagt hende, sunget tre sange. Givet hende sine sutter og et sovedyr. Sagt godnat og sov godt. Gået min vej og sagt godmorgen dagen efter.
Pludselig havde hun løs afføring. Græd meget, var rød i numsen og ville ikke sove. Hun siger hele tiden. Ikke sove. Ikke sove! Først troede jeg at hun var syg, men senere viste det sig, at hun såmænd bare var ved at få to af sine inderste kindtænder.
Hun har siden de første dage, ikke brokket sig så meget over sine tænder og i denne uge er hendes afføring blevet normal igen. Hun vil dog stadig ikke sove og bliver ved at sige ‘Ikke sove. Ikke sove’. Fra første dag har det været sådan, at hun hører lige så snart, jeg går ud af værelset – også selvom hun tilsyneladende sover tungt.
Jeg skal konstant synge som minimum. Men når klokken bliver 21/22 kan jeg ikke mere (hun bliver lagt kl. 19/19.30.). Og jeg er så begyndt at lægge mig ind i min og min kærestes seng med hende. Det varer dog stadig lang tid, før hun falder i søvn, men i søvn falder hun altid på et eller andet tidspunkt. Her bliver hun så liggende til næste morgen.
Vi har prøvet at lægge hende ind i hendes egen seng igen, når hun er faldet i søvn. Men hun vågner altid igen og skriger på mig. Vi har været så heldige nogle gange at få hende til at falde i søvn med det samme (hvis hun har været voldsom træt), i sin egen seng, men hun vågner igen efter 1-2 timer og skriger og græder.
Jeg har tidligere brugt Godnat og Sov godt metoden, og det har virket. Men det gør det IKKE MERE!!! Jeg er SÅ frustreret!
Hvad skal jeg gøre? Er det en fase, og skal jeg i denne fase lade hende sove i vores seng fra starten? Og håbe på at det kun er en periode? Eller skal jeg lade hende skrige/græde sig i søvn? eller er der et tredje forslag?
Jeg har fra hun var helt spæd, holdt meget fast i, at hun skulle sove i sin egen seng. Og der var et tidspunkt, hvor det var helt tydeligt, at hun sov meget bedre i sin egen seng end i vores.
Jeg har en gang før haft hende sovende en uge i vores seng, fordi hun havde hjernerystelse og var syg. Herefter tog det os tre dage at vænne hende til at sove i sin egen seng igen. Men dengang skreg hun ikke, som hun gør nu. Dengang græd hun, og det kunne tydeligt høres, at det var en gråd der ikke var helt dybfølt.
Nu skriger hun – som i SKRIGER – og græder og holder fast og siger syng, syng, syng. Mors seng. Hun holder sig vågen til langt over kl. 22. Er det tænderne der har så stor en indvirkning? Eller snor hun mig om lillefingeren?
Glæder mig til at høre far jer
Mange hilsener