Hej Else
Jeg har et par spørgsmål som jeg ikke umiddelbart kan finde svar på nogen steder. Jeg har en søn der er født 3 en halv uge for tidligt.
Han er nu 15 en halv uge gammel, men korrigeret kun 12 uger. Det første spørgsmål lyder på om jeg skal korrigere hans alder i forhold til grødstart eller om jeg bare skal køre efter hans reelle alder?
Udviklingsmæssigt har jeg ikke erfaret at han skulle være bagud. Han er ikke så glad for at ligge så lang tid på maven ad gangen max 5 minutter, men han løfter hovedet højt, støtter på armene og kigger rundt.
Han smiler og pludrer i samtaler og er rigtig god til øjenkontakt. Generelt en meget nem og glad dreng.
Mit andet spørgsmål lyder således: kan det være fordi han er ved at lære noget nyt, at han pludrer lidt mindre? Han pludrer stadig en del, men jeg synes det er lidt mindre end før, og jeg tænker, om det måske kan have noget at gøre med, at han er ved at lære at tage fat i ting, der hænger over ham på legetæppet, og generelt ting man holder oppe over ham? Han styrer bevidst sine hænder hen mod tingene og tager fat i dem. Han har ikke helt styr på det endnu, men jeg er overbevist om, at der ikke går ret længe, før det sker.
Mit sidste spørgsmål lyder så på hans vågentid. Han kan max være vågen i halvanden time før han er træt og gerne vil puttes igen. I meget sjældne tilfælde er det to timer, men det er virkelig sjældent. Er det normalt for en baby på hans alder?
På forhånd tak