Hej
Vi har 2 tvillingepiger på snart 4 år og en lille dreng på 9 uger. Vi har brug for et råd i forbindelse med, at de 2 store piger skal i seng. Vi er ved at gå ud af vores gode skind hver aften og det giver anledning til mange konflikter både imellem pigerne og imellem os som forældre.
Pigerne sover på samme værelse og de kommer i seng mellem kl. 19 og 19.30. Hver aften følger vi den samme rutine. Vi spiser aftensmad, hver 2. dag kommer pigerne i bad bagefter, hvorefter de kommer i nattøjet.
De dage de ikke kommer i bad, får de lov til at lege lidt, efter de har fået nattøj på. Så børster vi tænder på dem, og vi går derefter ind og putter dem i deres senge med godnatnysser, krammere, lidt vand og måske en lille godnat snak omkring dagen imorgen.
Men når vi så lukker døren starter hele misæren. Så skal de op at tisse de første 3 gange hver og ikke på samme tidspunkt men de går selvfølgelig afsted begge to. Så skal de lige ind i stuen og have godnatnysser op til flere gange, så syntes den ene at den anden læser for højt for sine dukker, så leger de inde på værelset og kommer op at diskutere over et eller andet osv. osv.
Det stopper først når en af dem falder bevidstløse om af træthed eller vi når helt op i det røde felt af frustration.
Det hjælper ikke at ligge dem senere i seng. Så falder de bare i søvn det senere, også er de rigtigt trætte om morgenen. Og uanset hvor trætte de er, når de bliver lagt i seng, så går det samme vej hver aften. Der er altid en af dem, som har lidt ekstra energi, som kan puste til ilden hos den anden. Det hjælper heller ikke, at vi læser højt for dem og inddrager deres egen læse-tid.
Vi har snakket om, at det måske er på tide, at de får hver deres værelse, men den ene af pigerne vil ikke sove alene inde på et værelse og bliver dybt ulykkelig bare ved tanken herom. Og får de hver deres værelse, hvordan holder vi dem så derinde, så de ikke går på besøg hos hinanden efter sengetid, som det jo er blevet kutyme nu?
Pigerne vil gerne ligge og læse lidt i deres bøger inden de ligger sig til at sove, og det syntes jeg er rigtig fint, men hvordan får vi det til at blive ved dét, så det ikke eskalerer til i sidste ende at ende med en eller 2 ulykkelige piger og 2 småsure forældre?
Mange hilsner