Mælkemester Tommy
Alt, hvad jeg malkede ud, var dyrebare dråber. Mens vi var på Gentofte, blev alt sirligt hældt sammen og sat på køl af min mand, der fik titlen ”mælkemester”. Det var hans job at sørge for, at der var rene flasker og at disse kom – fyldte – tilbage på hylden i køleskabet. Det var meget lidt, jeg fik ud i starten, men som mælken løb til og dagene gik, blev det faktisk temmelig imponerende, hvad sådan et malkeapperat og et dertilhørende mejeri kan præstere i fællesskab.
Mens jeg ammede de små, lunede Tommy de dyrebare dråber (fra sidste udmalkning), og bagefter kunne vi så begge sidde med hver sin lille baby og give dem en flaske. Jeg husker det som en rigtig god løsning. På den måde fik Tommy også muligheden for at få den nære relation til tvillingerne helt fra starten. Men det var også en, til tider, temmelig sej måde at gøre det på.
Der er flere aspekter i det:
- Det er ikke specielt romantisk at sidde der, med begge bryster fremme, til lyden af ”duuunk-svup” fra… en malkemaskine. Helt ærligt, bare ordet! Man er nødt til at lave lidt sjov med det, for man føler sig som Maren Malkeko, og det er ikke særlig fedt. Men situationen er jo faktisk også ret skægt, hvis man ellers kan finde den vinkel, når man sidder midt i det!
- Det er meget omstændeligt. Man skal gide gøre det ekstra arbejde, det er, men så er man til gengæld også sikker på, at de små får, hvad de skal have.
Rent praktisk lagde jeg dem efter hver amning ned på et legetæppe, hvor de lå og kiggede på legetøj, imens jeg malkede ud. Det gik egentligt meget fint. Var der noget jeg var nødt til at rejse mig for, så gjorde jeg ”bare” det og vendte tilbage til malkemaskinen så hurtigt som muligt. En eller to store stofbleer er uundværlige til at holde på mælken, når man bliver nødt til at afbryde udmalkningen. Men man skal prøve at huske at have alt ved sin side, når man sætter sig, så man ikke behøver at rejse sig efter noget. Sådan var det altså. Bøvlet, men igen, det hele værd! - Det er ikke let at komme af hjemmefra med to små, når man skal både amme og malke ud bagefter (bare amning-af-to-på-én-gang-seancen er svær ude). Men det er jo kun en begrænset periode. Jeg kan egentlig ikke huske, hvor mange måneder der gik, men pludselig behøvede jeg kun at malke ud tre gange – morgen, middag og aften – for at samle sammen til døgnets flaskemad. Og på et tidspunkt blev de så store, at de ikke længere havde brug for ”eftermaden”. Her kunne jeg godt have valgt at stoppe, men det gjorde jeg ikke. Måske var jeg blevet helt afhængig? Nej, jeg tror, at det var fordi, jeg syntes, at det var dejligt, at det kun var min mad, de fik. Når nu jeg var så heldig, at jeg rent faktisk havde nok til at ernære dem begge. Jeg endte med til sidst kun at malke ud om aftenen, og den mælk, jeg fik ud, blev stillet i køleskabet og udgjorde dermed nattens måltid.
Det var Tommy, min mand, der tog tjansen med at give dem mad om natten. Det var nok medvirkende til, at jeg fik den hvile, der skulle til, for at jeg kunne producere mælk nok til dem begge.
Men det er krævende, og det er en beslutning man nok tager op til revision flere gange igennem et ammeforløb. Jeg syntes, det var det hele værd. Ellers havde jeg selvfølgelig ikke gidet alt det arbejde. Jeg var så stolt, helt ind i hver eneste af mine celler, at det i sig selv var mælk nok på min mølle.
Hvis du også har mod på at forsøge at ernære begge dine børn fuldt ud, og ikke er bange for lidt ekstra arbejde, så er det her måske en model, der er værd at prøve.