En prinsesse værdig – eller to
Men tilbage til første dag. Jeg fik sirligt installeret et ur, malkemaskinen med de rene flasker og et stort glas vand – med sugerør. Som sagt var mine hænder endnu optaget af at holde hoveder, så min mand, Tommy, agerede vandholder, når jeg efter få minutters amning måtte kommandere ham hen til en fuldstændig dehydreret hustru. Vand, ur og malkemaskine skulle blive tre faste elementer i mit liv den næste tid.
Foran den lille opstilling satte jeg mig på briksen, godt rettet op af et par puder. Forinden havde jeg selvfølgelig, sammen med Tommy, lagt de to små fugleunger ved siden af mig. Tommy sørgede for at få placeret den lange økopølse af en hjemmesyet ammepude (tak igen mor) bedst muligt. Herpå en stofble og så, som kronen på værket, de to små. En opstilling, der var en prinsesse værdig – eller to. Og nu gjaldt det så om at lære denne nye position at kende, hvordan det hele fungerede bedst, så de to små begge kunne få fat – uden at falde fra igen med det samme. Og med tiden, så jeg også kunne få hænderne fri.
Mærkelig følelse! Jeg sad egentlig ret godt, det fungerede tip top, og de små tog fat… nogle gange, altså. Men jeg sad i vores eget hjem nu. Jeg havde lige vænnet mig til situationen på sygehuset, men det her var for vildt. Fuldstændig uvant, men fuldstændig fantastisk! To små på én gang. Lige her i mit hus, på mit skød.
… Jeg blev lige afbrudt i mit skriveri, som man jo gør hele tiden, når man har tvillinger. Ind og se til de små. Emilia havde åbenbart drømt et eller andet, der fik hende til at vrøvle. Men hun sov så fint, da jeg kom ind. Jeg stod et øjeblik og betragtede dem. Der lå de igen. Søde, og sovende på den briks, hvor jeg ammede første gang (Nu med fint gitter, så de trygt kan ligge i hver deres lille afdeling, og kigge på og røre ved hinanden). Og så slog det mig igen: hold op, hvor er vi heldige! Så smukke, så søde, så helt igennem vidunderlige, to styks! Waw, det er en følelse der rykker – lige så meget i dag, som den gjorde dengang…
”… hjemme i mit eget hus”
Men for at vende tilbage… der sad jeg for første gang på briksen og ammede, med netop følelsen af ”waw” på trods af, at jeg kunne blive noget så frustreret, når jeg måtte have hjælp fra Tommy. Ofte flere gange. Jeg havde netop fundet ud af, hvordan sygehusets sofa og ammepude fungerede. Nu skulle jeg til at finde ud af hvor mange puder, der skulle til herhjemme, for at økopølsen fungerede bedst muligt. Men det tog nu ikke så lang tid. Da de små havde spist færdigt, kom de op på skulderen hos Tommy og mig. En til hver.
Vi fik lige lagt de små i deres delevugge i stuen, så kom Ellen. Iiiih hvor var det dejligt at se hende i vores hus. Og hun sagde det selv, ”hvor er det dejligt at være hjemme i mit eget hus” (hun var bare 3 1/2). Ellen fik sin cykel og skulle selvfølgelig straks prøve den. Familien var samlet, og pludselig føltes det, som om boblen lettede og forsvandt. Det hele var stadig nyt og uvant, men vi var samlet – i eget hus. Ellen var lykkelig. Jeg var lykkelig!