Jeg glædede mig helt utrolig meget til at komme hjem til Ellen, og vores eget hus, selvfølgelig med vores nye små fugleunger. Vi var så klar til at tage dem ud i bilen og køre hjem. Så da det blev eftermiddag, tog mormor ned for at hente Ellen og bringe hende hjem til os. Vi havde købt en rigtig fin, rød cykel til hende, som hun skulle have i storesøstergave. Hun havde klaret det hele så flot, til UG og med kryds og slange!
Tak til svigermor og svigerfar
Det var skønt at komme hjem. Vores lille hus lå der så fint, og selvom det var nogle triste overskyede dage, disse første junidage, føltes det hele dejligt – også en smule skræmmende, men stadig på den gode måde. Mavefornemmelsen var god.
Min svigermor og svigerfar havde boet i vores hus, mens vi var på hospitalet, men de havde forladt det inden vores ankomst. Vi åbnede døren til et hus, hvor der normalt er godt gang i den, men der var helt stille… tomt… og rent, med nypudsede vinduer (og mad i fryseren). Mine svigerforældre havde haft travlt.
Jeg befandt mig i en lille tidsboble
Vi lagde mormors nyeste kreationer af et par fantastisk babysvøb på gulvet, tog de to små slaskede fugleunger op af et par autostole, der virkede alt for store, og lagde dem på tæpperne. Midt på gulvet lå de der og kiggede. De var så stille og tog det hele så flot.
Og pludselig slog det mig endnu en gang, hvor ufattelig heldig jeg var. Hvor heldige vi var! Hvor kom denne ubeskrivelige, kæmpestore gave fra? Og så… hvordan mon det hele kommer til at se ud, når Ellen er hjemme igen? I denne stund føltes mit liv som noget, jeg slet ikke kunne genkende. Jeg havde to nye børn med hjem, de lå lige dér. Jeg kendte dem ikke engang særligt godt endnu. Og Ellen, min dejlige, lille datter, der hører så meget til i alt det her, var her ikke. Jeg befandt mig i en lille tidsboble, som hverken var den kendte fortid eller den endnu ukendte fremtid. Jo, rammerne var fyldt af fortid, men midt i de rammer lå dér på gulvet, vores på ukendte fremtid i form af to små babyer. Men det så nu så ganske tilforladeligt ud, så jeg kunne kun forestille mig noget godt for fremtiden. Jeg var glad.
Min første ammeplads
Jeg valgte at indrette min første ammeplads på en briks på kontoret. Det var med vilje, at jeg ikke placerede mig lige foran fjernsynet. Jeg mente, at denne lidt tilbagetrukne placering ville være god for alle parter. Og det var da også yndigt… de første dage. Derefter begyndte det at føles lidt uinteressant at sidde der helt mutters alene, når de andre skulle ud af døren om morgenen, eller når vi var helt alene, mig og tvillingerne. Jeg kunne kun se det øverste af hækken i haven, taget på huset på den anden side af vejen og en lygtepæl. Og jeg havde endnu ikke helt tjek på det med at sidde og lave hundredesytten andre ting med hænderne, mens de små suttede løs. Jeg kunne ikke engang styre en bog. Så det var bestemt ikke holdbart, og da erindringen om, hvor meget tid man rent faktisk bruger på amning, vendte tilbage, blev hele indretningen rykket ind i sofaen, lige foran fjernsynet.