Hej
Jeg skriver til jer, fordi jeg er meget frustreret.
Min søn på 21 måneder er stadig meget tryghedssøgende, både når vi er ude, men også i sin vuggestue.
Det er det sidstnævnte som giver frustrationerne, da jeg igen har fået at vide, at min søn ikke trives 100% dernede.
Kort forhistorie: jeg har været mere eller mindre alenemor med ham, da min kæreste fik en slem depression ved fødslen. Han boede ikke hjemme de første ni måneder af min søns liv men flyttede så hjem. Det fungerede ikke rigtig for nogen af os, og vi valgte at gå fra hinanden i november måned (2011). Vi er dog stadig venner og fungerer fint sammen så her burde vores søn ikke mærke den store forandring.
Da han startede i sin vuggestue august 2011 (en institution hvor børnene er fra 0-6 år på samme stue) var han meget længe om at blive kørt ind. Han var utryg, græd meget og lagde beslag på pædagogerne.
Jeg fik at vide, at han var besiderrisk og bestemmende. Her tænkte jeg, at helt ærlig barnet er kun lidt over et år og ja, han er et meget tryghedsbarn, men giv ham lige en chance. Efter 5 uger tog jeg en uges ferie med ham, da det ikke var blevet bedre.
Da han så vendte tilbage var han som forandret. De fik set min lille trold, som han er – nemlig en meget glad dreng. Han har siden været meget glad for at være dernede, har jeg fået at vide. Dog er der store problemer, hvis jeg skal aflevere ham på andre stuer, hvis hans egen ikke er åben, når jeg afleverer ham om morgenen.
Generelt er han usikker på fællesarealerne og vil helst sidde på en af pædagogerne. I dag har jeg så fået at vide, at det er blevet slemt igen, og at han selv på stuen er blevet mindre tryg. Jeg er blevet spurgt om jeg kan aflevere ham senere, så stuen er åben, men da jeg møde på mit nye studie kl halv ni kan dette desværre ikke lade sig gøre.
Hvad gør jeg forkert – hvad kan jeg gøre anderledes? Skal han flyttes til en mindre institution?
Når han er hjemme er han glad og fræk, men er vi ude så hænger han meget på mig – det har han altid gjort.
Dengang ham var spæd, opgav jeg tumlastikken, da han gik helt i baglås og bare græd, og græd. Både hans far og jeg er begge personer, som skal se folk an og som børn skulle vi også – ligesom vores søn – se folk an, inden vi tøede op.
Har brug for et godt råd.
Venlig hilsen