Hvis dit barn får hvidlige, mælkelignende belægninger i munden, har det næsten helt sikkert trøske. Under belægningerne er mundens slimhinde ildrød, når man skraber det hvidlige lag af, og slimhinden kan også være øm. Barnet kan derfor have ondt, når det dier.
Ofte kan man tage trøske i opløbet. Du skal bruge noget danskvand, en skål og en ren stofble. Start med at vaske dine hænder og fyld danskvand i den rene skål. Vælg en danskvand med rigtig meget brus, for det er brusen, der er effektiv mod trøsken. Læg barnet på puslebordet, det skal helst være roligt. Tag noget ble omkring din finger, dyp det i danskvandet og rens en del af barnets mundhule, så belægningen kommer af. Flyt fingeren til et tørt sted på bleen og dyp i danskvand igen. Rens et nyt område af mundhulen. Når du har brugt adskillige dyp i danskvandet, hver gang med et nyt tørt område af bleen, til du har været hele mundhulen igennem (gane, tunge, gummer, indersiden af kinderne, læberne osv.) Når der ikke er flere belægninger tilbage, så er du færdig. Læg bleen til vask, vask dine hænder og skålen. Gentag behandlingen et par gange hver dag, når du ser belægninger eller ansatser til det. Efter et par dage skulle belægningerne gerne være væk. Hvis de ikke er det, kan du kontakte lægen med henblik på, om det er nødvendigt med et svampedræbende middel.
Mange kvinder har også fx candidasvamp i skeden. Og da trøske smitter, og kan du også få trøske på brystet, hvis du ammer. Dine brystvorter kan blive røde og irriterede, og du kan også få stikkende, brændende smerter i brystet, når mælken løber til eller efter amningen. Du kan forsøge med danskvand på brystet, men husk at bruge en ny tot vat til hvert bryst, hver gang du behandler dine brystvorter. Lad brystvorterne tørre godt, når du har ammet. Hvis ikke smerterne forsvinder er der sandsynligvis behov for medicinsk behandling. Du må konsultere din læge, og forelægge problemet.
Bruger dit barn sut, må du være meget omhyggelig med hygiejnen og skolde sutterne evt. flere gange om dagen og koge dem i 5 minutter een gang i døgnet. Ikke noget med at putte dem i din egen mund, du kan jo også have lidt svamp i munden, uden du har en infektion. Vær i det hele taget meget opmærksom på hygiejnen, fx at vaske hænderne med vand og sæbe tit. Når du har skiftet barnet og inden du ammer. Og skift håndklæderne hyppigt fx én gang om dagen.
Trøske i numsen er et udslæt, som gør huden i bleområdet rød som en skinke. Udslættet kan se ret så voldsomt ud, og det er karakteristisk, at det generer mindre, end man skulle tro, ud fra hvor voldsomt det ser ud. Du kan forsøge med god hygiejne, vask med eddikevand (1 spiseskefuld eddike pr. 1 dl vand) når du har skiftet bleen og tørret huden godt, evt. med hårtørrer og ladet barnet ligge lidt uden ble på. Svampen lever godt i fugtige og varme omgivelser, og det miljø findes netop under en ble, hvor der er både fugt og varme. Hvis infektionen ikke går væk efter få dage, må du få hjælp af din sundhedsplejerske eller din læge. Man kan få svampedræbende creme til numsen, og er angrebet særlig hårdnakket fx med symptomer flere steder fra kroppen, kan det være nødvendigt med behandling med tabletter.
Kilder:
Amning – en håndbog for sundhedspersonale. Sundhedsstyrelsen 2018.
Sunde børn. Sundhedsstyrelsen 2019.