Hej Tea og Peter
Når børn er tørstige, så er det jo et tegn på, at de har brug for væske og de skal naturligvis have det vand, de beder om.
Så er der ganske rigtig nogle børn, der beder om vand, fordi det udskyder det tidspunkt, hvor de skal sove, etc., men de børn drikker sjældent vandet, eller drikker det med tydelige tegn på, at det tvinges ned. På det I beskriver, så tænker jeg, at jeres søn oprigtigt er tørstig.
Hvis børn pludselig får en voldsom tørst og drikker meget mere end vanligt, så skal man altid lige have tjekket, om de har sukkersyge. Drikker han meget mere end en liter i døgnet, så få ham tjekket ved lægen. Det får I tjekket ved en meget enkel blodprøve hos jeres læge, der blot har brug for en dråbe blod fra en fingerspids for at afklare, om blodsukkeret er for højt.
Men oftest skyldes tørst om natten hos børn, at de har så travlt om dagen, at de ikke får nok at drikke og først om natten, hvor de får vågner og ikke har travlt med alverdens aktiviteter, så reagerer de på tørsten og beder om noget at drikke.
Så snak med vuggestuen om, at han formentlig endnu ikke helt er klar til at dækket sit væskebehov ved egen hjælp i løbet af dagen og har brug for, at blive hjulpet ved, at de tilbyder ham vand flere gange i løbet af dagen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.