Kære frustrerede far.
Tak for din beskrivelse af jeres forløb med at få jeres datter renlig. Det er jo gået fint, med de op- og nedture, som den slags ofte byder på.
At hun tisser lige inden I kommer hver dag, det kan jeg godt se er generende både for jeres datter og for jer.
I har sikkert talt med pædagogerne i børnehaven om det? Har de gode ideer til, hvad der kan gøres? Kunne hun få en fast ”tissetid” på et bestemt tidspunkt hver dag, inden hun plejer at tisse i bukserne?
Jeg tror, det er vigtigt for hende, at I planlægger efter, at hun har tisset (haft uheld), når I kommer. Fx kan du have et par rene bukser i tasken, så det er hurtigt at ordne. Og det er også væsentligt at det ikke er noget, I skælder ud over eller bliver sure over. For et pres på hende kan man godt forestille sig vil gøre ondt værre. I skal selvfølgelig vise hende, at det er dejligt, når hun undgår at tisse i bukserne.
I kan også forsøge at få hendes kropsfornemmelse til at stige – fx ved at gøre hende opmærksom på at man kan mærke, når ”tisset banker på”, og så er det er på tide at gå på toilettet. Det kan måske også hjælpe hende.
Og det er i øvrigt helt klassisk at i ferieperioder, der har både voksne og børn lidt mere ro og overskud, og så går det hele meget bedre. Det kan vi jo så tænke over, hvordan det måske kan komme til at præge den almindelige dagligdag noget mere.
Jeg håber, at I sammen med pædagogerne finder på løsninger, der hjælper. I er velkommen til at vende tilbage, hvis I her nyt at berette om eller yderligere spørgsmål.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.