Kære Bekymrede mor.
Tak for din beskrivelse af jeres datter, hendes udvikling og jeres overvejelser, om hvorvidt hun kunne have en autisme-diagnose.
De eksempler du kommer med ligger alle sammen indenfor den normale variation for, hvordan et barns udvikling kan være. Nu I har fået nr. to barn er det helt sikkert også tydeligt for jer, at børn kan være meget forskellige og udvikle sig meget forskelligt ,og alt sammen er en del ag den såkaldt normale udvikling.
Et barn på 16 måneder siger enkelte ord, det kan gå omkring og viser klart, hvad det synes om – og hvad det ikke kan lide. Når man er 16 måneder leger man ikke med andre børn, men kigger på hvad der sker og hvad de andre børn foretager sig, måske efterligner hun de andre, men et fællesskab og gensidig leg, det kan man endnu ikke tale om.
Med alle disse kendetegn kan man sige, du beskriver for din datters udvikling. Du har bemærket at din datter lige fra spæd var vanskelig at have kontakt med. Og hun havde også brækket kravebenet under fødslen. Jeg forstår godt, at du ser de ting sammen. Hun har sikkert haft det ubehageligt med den arm.
Du har måske også set meget rundt omkring på internettet. Jeg ser trends båret af foreninger og enkeltpersoner, hvor deri bedste mening tales om ”signalstærke børn”, ”særligt sensitive børn” osv. Man kan tage tests for at se, om ens barn (eller man selv) hører til de nævnte kategorier. Vi mangler dog endnu at se gedigne videnskabelige arbejder, som kan vise, at der er tale om nogle reelle mønstre og tilstande, der med fordel kan erkendes og som der også findes fornuftige måder at forholde sig til, der er gavnlige for børns udvikling. Jeg ved ikke om du er påvirket af den udvikling. Jeg vil blot gøre dig opmærksom på dette, som drøftes meget i fagkredse for tiden,men som nogle fagfolk, blandt andet jeg selv, har svært ved at finde belæg for. Og det kan betyde en kategorisering af børn, som i bedste fald er unødig - i andre tilfælde undertrykkende for barnet (det bliver set som "sart" og får ikke de udfordringer, det burde have) - og i nogle tilfælde en god ting for barnet (fordi de forslag der følger af "barnets tilstand" passer godt til netop det barn).
Men tilbage til din datter. Jeg kan forstå, at du har drøftet hendes udvikling med sin sundhedsplejerske og din praktiserende læge. Jeg kan virkelig opfordre dig til at gøre det igen, og også fortælle om dine bekymringer. For forældres bekymringer skal altid tages alvorligt. Hvis du kan, er det rigtig godt, at du er meget præcis omkring hvordan du tolker din datters udvikling. På den måde kan du få en samtale med de fagfolk omkring dig, som forhåbentlig kan bringe jer alle videre.
Her tænker jeg især på, at din datter har behov for stimulation, nærvær, leg og samvær med jer andre i familien. Det er nemlig, her at nøglen til den fremadskridende udvikling er for jeres datter. Og det er jo uanset hvad der i øvrigt sker – om der er grundlag for en diagnose eller ej.
Du kan altid bede din sundhedsplejerske om et ekstra hjemmebesøg og fortælle hende om din uro. Det er godt hvis din mand også kan være til stede, så I sammen kan drøfte jeres datters udvikling. Du må også meget gerne vise din sundhedsplejerske dine spørgsmål til os og svaret her. Alt efter hvordan hjemmebesøget falder ud, kan det jo besluttes om der er gode ideer til, hvad I kan forsøge jer med for at se, hvordan jeres datter reagerer – eller om I henvises til den praktiserende læge eller til yderligere rådgivning (fx i børn- og unge rådgivningen, som findes i alle kommuner).
Jeg håber at svaret har kan bruges i den videre proces.
Held og lykke med det hele.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.