Kære fagpanel
Jeg skriver, fordi vi p.t. er desperate efter vejledning, redskaber og råd i forbindelse med vores 3 åriges søns kræsenhed.
Dette er i særlig grad forbundet med vores bekymring over hans lave immunforsvar på trods af, at vi giver ham vitamintilskud dagligt. De seneste 8 uger har han eksempelvis været syg 6 af ugerne og har ikke haft mere en 5 sammenhængende dage uden feber. Han har siden han var 3 måneder haft mange problemer med sine ører og har bl.a. fået lagt dræn 2 gange.
De sidste måneder har han endvidere haft forkølelse, halsbetændelse, mellemørebetændelse, betændelsestilstand i kroppen og alle gange efterfulgt af falsk strubehoste. Han har derfor fået penicillin 3 gange de sidste 2 måneder.
Han blev på grund af den lange sygeperiode henvist til Børnemodtagelsen på Hvidovre Hospital, hvor de kunne konkludere, at der ikke var andet galt end, at han åbenbart havde tendens til at blive mere ramt af sygdom end andre.
Det korte af det lange er, at vi naturligvis gerne vil have, at han snart kan blive rask, hvilket nødvendigvis også må være forbundet med, at han får det rette at spise og derigennem får styrket sit immunforsvar.
Vores problemstilling er dog, at det ikke lykkes os, at få ham til at spise meget andet end pasta og ris for tiden – eller lad os hellere sige, at sådan har det altid været.
Måden vi forsøger, at få ham til at spise varieret, er ved at tilbyde ham det, vi selv skal spise til aftensmad. Dette bliver så suppleret med ting, som vi ved han kan lide, eksempelvis agurker.
Hvis vi eksempelvis får pasta med kødsovs og serverer det på samme tallerken, så skriger han, når han ser kødsovsen og vil have det væk fra tallerkenen.
I starten opfordrede vi ham til at spise det og roste selv maden meget kraftigt, når vi spiste den, og fortalte at det var dejligt at se ham spise (når han spiste noget, han normalt ikke gør).
Da konflikten på trods af dette fortsatte (= skrigeri), så må jeg nok erkende, at vi har haft tendens til at fjerne kødsovsen fra hans tallerken. De seneste uger er det kommet så vidt, at den slet ikke bliver serveret på tallerkenen, men at han så kun får pasta.
Tidligere var han glad for at spise gulerødder og agurker, hvilket vi så skar ud til ham i stave, som han så kunne gå og småspise af, når han kom hjem fra børnehave og inden aftensmaden. Men p.t. vil han kun have agurk, hvilket stort set er den eneste grøntsag, han spiser. Jeg har bl.a. prøvet at inddrage grøntsager i maden (eksempelvis i frikadeller, supper m.m.) men med ringe succes.
Vi har også fortsøgt at inddrage ham i madlavningen, men det er meget sjældent, at han gider deltage. Min kæreste og jeg er meget uenige, hvad angår strategien for at få ham til at spise, hvorfor vi endnu mere, har brug for vejledning og redskaber, så vi kan stå sammen i en fælles strategi for at hjælpe vores søn på rette vej.
Min kæreste står for madlavningen hjemme hos os, og han bruger meget energi på at forsøge at lave mad, som kan friste/opmunstre ham til at spise. Når han så på trods af dette intet spiser, udløser det både vrede, frustration og afmagt hos min kæreste.
Det skal her pointeres, at vreden ikke er møntet på vores søn, men på vores måske vage opdragelse, som kan have ført til vores søns kræsenhed.
Min måde at reagere på, at modsætningsvis at gøre alt for at undgå konflikterne, da jeg er meget konfliktsky, hvilket betyder, at jeg nok har været meget hurtig til at give efter, hvis min søn blev sur m.m.
Min kæreste mener, at vi skal stille nogle meget faste regler op, som eksempelvis at vores søn skal smage på alt mad, og at han skal spise det op, som han har hældt op på tallerkenen. Det betyder, at konsekvensen er, at han skal blive siddende indtil, at han har spist op.
Min holdning er modsætningsvis, at mad aldrig skal være forbundet med tvang. Det betyder ikke, at jeg mener, at der ikke skal stilles faste rammer op for vores søn, men jeg er i tvivl om, hvor langt man skal gå med en 3-årig dreng.
Rent kognitivt hvor meget kan man så forvente sig af en 3-årig ift. regler om mad og bordskik? Og kan det gøre mere skade end gavn (eller omvendt) at tvinge ham til at smage på maden, når nu positiv snak og opfordringer til at smage, ikke har hjulpet?
Jeg kan se, at I anbefaler den narrative metode ift. at få børn til at spise, men umiddelbart virker denne teknik ikke på vores søn. Som sagt vil vi meget gerne høre fra jer, så vi kan forbedre situationen for vores søn både ift. madvaner og reducering af sygeperioder og gøre måltidet til en hyggelig begivenhed.
De bedste hilsener
Katja
PS: hvis I har anbefalinger ift. hvordan vi kan styrke vores søns immunforsvar og undgå sygdom, modtages disse også gerne.
