Kære Sundhedsplejersken.dk
Vi har en søn, som netop er blevet 7 måneder. Han har utrolig svært ved at falde i søvn om aftenen og han sover dårligt om natten. Vi har nu brug for nogle gode råd til, hvordan vi skal arbejde videre med dette? Og hvad vi kunne have gjort anderledes?
Lidt forhistorie om de første 7 mdr.:
Den første tid sov han meget ved hos og i sengen sammen med en af os. Efter halvanden måned begynder vi at synes, det var en smule hårdt, at han ikke vil sove lidt selv i liften. Lige så snart vi lægger ham ned i liften eller i sengen vågner han. Vi forsøger ofte at vente 20-30 minutter, efter han er faldet i søvn ved os, før vi “lister” ham ned i liften, hvilket ofte mislykkes.
Vi går rundt med ham på armen for at få ham til at sove, så det ikke kun er med brystet i munden, at han lærer at falde i søvn. At falde i søvn ved brystet, dur heller ikke særlig længe, for den lille mand er ofte ked af det efter amning. Han vrider sig og siger ofte lyde i søvne.
Barnevognen er han heller ikke glad for og skriger så snart han kommer i den, dette står på i den første halvanden måned. Herefter kan vi gå ture, hvor han sover, når vi går med den. Pludselig i en hel måned lykkes det nu for os, at liste ham ned i tremmeseng eller liften, hvorefter han sover.
Da han er 2 og en halv måned gammel flytter vi i rækkehus. Vi forsøger nu efter en snak med sundhedsplejersken, at lægge ham i tremmesengen, sige godnat og gå ud. Dette virker ikke og ved eftertanke er jeg nok for hurtig til, at gå ind og tage ham op, da jeg allerede gør dette efter et par minutters utilfredshed eller gråd fra ham.
Vi har læst forskellige bøger og begynder nu at forsøge med de samme rutiner hver aften, da vi også gerne vil have vendt hans rytme, så han sover tidligere om aftenen og ikke først ud på natten. At blive vugget i søvn i vognen bliver løsningen fra han er ca. 3,5 måned, for nu får vi endelig en smule søvn om natten og for første gang kan han falde i søvn uden at være ved os. Barnevognen stiller vi i stuen og senere på hans værelse.
For 3 uger siden starter de urolige nætter også, han vågner hver time og jeg bliver nødt til, at tage ham op for at få ham til at stoppe med at græde og vi har utrolig svært ved at få ham til at sove igen. Vi er nu gået over til at han bliver puttet i tremmesengen, da vi nu har investeret i Brio Bedrockers, for 14 dage siden.
Vi forsøger lige nu med at tage tremmesengen tilbage i soveværelset, men intet har ændret sig.
Om dagen sover han godt i barnevognen og vi skal kun trille/vugge den mellem 2-5 minutter før han sover og nogen gange lukker han sågar øjnene så snart han kommer i den.
Sådan ser en gennemsnitlig dag ud:
Kl.: 5-7 vågner.
KL: 8.30 får modermælkserstatning (amningen er i nedtrapning, hvilket er kommet meget naturligt, da han ikke har den samme interesse for brystet) og nogle dage lidt grød eller mos.
Kl:8-9.30 udenfor i barnevognen til en formiddagslur, her sover han gerne tre kvarter.
Kl:11.30 Middagsmad (grød med frugtmos + vand af en kop)
Kl:12-13 ud til en middagslur, her sover han gerne 1,5 – 2 timer.
Kl. 15.30 eftermiddagsmad grød med frugt mos + vand af en kop (prøver til med rugbrød, ost, frugt mm.) her bliver han også nogen gange ammet eller får MME
16.30 eftermiddagslur, hvor han sover til 17.30
Kl.18-18.30 aftensmad (fx pureret lasange, simremad, grønsagsmos).
Kl. 18.30 bad eller vaskeklud,
Kl. 19 nattøj og børste tænder
Kl 19.30 spiser ca 150 ml MME,
Kl.20 kommer i seng og får sutten, puttebamse og jeg synger 5-6 sange. Han sover først omkring kl. 21, hvor det ofte ender med, at han falder i søvn ved mig hvorefter han bliver lagt ned i tremmesengen
Kl 22-23 starter de mange opvågninger og han ender ofte over i vores seng resten af natten
Vores dreng vejer det han skal og spiser rigtig godt, men får han nok mælk om dagen? Han drikker nok lige omkring 400 ml MME og bliver ammet ca 2 gange. Han er både et “hængedyr” og elsker at putte sig ind til os, men ligger også meget på gulvet og leger med sit legetøj. Han pludrer på livet løs, vender sig rundt og er motorisk god. Han har meget let til smil og grin, og vi vil beskrive ham som en meget glad dreng, når det ikke er nattesovetid.
Vi undrer os meget over, hvorfor han er så ked af det om aftenen og om natten. Vi synes, vi har forsøgt alt og vi ved snart ikke hvad vi skal finde på? Vi er trætte og vi synes jo også, det er synd for ham, at han er så ked af det om natten og bliver træt om dagen, de nætter hvor det er hel galt. Vi snakker ofte om, om vi har ladet ham ligge alt for meget hos os som spæd, om det derfor han ikke kan sove selv?
Vi håber, du har information nok om vores dreng og hverdagen og du har nogle gode råd? Vi har været i kontakt med sundhedsplejerske og læge, men her synes ikke andre forslag, end det vi allerede har afprøvet….
På forhånd tak.