Hej Else
Jeg håber du kan hjælpe med et lille dilemma.
Vi har en datter på 3,5 mdr. som får flaske og som er meget glad for sutten, når hun skal sove. Hun fik sut allerede fra dag 2, da ammningen ikke kørte og fik lidt modermælk på kop de første dage. Derfor fik hun en sut, så hun kunne stille suttebehovet. Hun har den ikke, når hun er vågen, men får den når hun skal puttes.
Hun falder som regel meget hurtigt i søvn 5-10 min. og der er aldrig vrøvl.
Hun er begyndt at sove igennem om natten – faktisk rigtig længe endda; hun sover gerne 10-12 timer om natten – uden mad.
Men hun bliver som sagt puttet med sutten, hver gang hun skal sove, og som regel lader hun den også falde ud og sover videre. Men hun forlanger den ved en 3-4 tiden om natten – og sover så videre med det samme. Hun plejer evt. lige at skulle have den samlet op en gang mere. Hun falder ikke helt til ro før hun har fået den. – Hun lader den falde ud senere igen og sover til hun vågner og er frisk. – hun vågner sjældent og græder men hygger sig bare i sengen, til vi kommer (hun sover på eget værelse nu).
Da hun fik mad om natten, så kunne jeg som regel godt putte hende uden sut igen.
Når hun sover til midddag – gerne 3-5 timer har hun også sutten. Men efter en 3 timer taber hun den nogle gange. Hun virker ikke frisk til at skulle op og har stadig lukkede øjne, og putter sig med det samme igen efter hun lige har givet lyd fra sig, og jeg har givet hende sutten.
Men jeg kan godt rende ude ved hende 3-5 gange, og så tager hun et træk mere på en time eller 2. Hun plejer at forblive vågen, når hun får sutten den sidste gang, og så ved jeg hun er klar til at komme op.
Mine to spørgsmål er så:
1) Skal jeg lade være med at give hende sutten efter de 3 timers middagslur, så hun vågner helt af ikke at have den og tage hende ind og give mad eller skal jeg fortsætte med at give hende sutten til hun er helt klar? – det virker også nogen gange at rulle hende en lille tur i vognen. Så derfor tænker jeg at det ikke er mad hun mangler.
2) Skal jeg prøve at vænne hende af med at sove med sutten, så jeg ikke skal samle den op om natten? Men det kan også være, at det er mad hun vil have der ved en 3-4 tiden i stedet for sutten? Men hun sover bare lige med det samme igen, når hun får den – så derfor er jeg i tvivl.
Jeg har endnu ikke om natten prøvet at se hvad der sker, hvis hun får lov at være lidt utilfreds uden sut. Man vil jo bare gerne selv i seng igen så hurtigt som muligt 😉
Hvordan får jeg hende bedst vænnet af med sutten om natten tænker du? Hun har også en sutteklud, hun sover med.
Hendes rytme er pt.:
op ca. 7.00 – mad – rigtig glad og frisk
vågen 1,5-2 timer
lur 30 min med sut
vågen og mad 15-30 min senere
vågen ca. 1,5-2 timer
Middagslur med sut 3-5 timer
Vågen og mad ca. 15 min senere
Vågen ca. 1,5 – 2 timer
30 min lur med sut
vågen og mad 15-30 min senere
Vågen 1,5-2 timer
Godnat ca. 19.00/20.00 med sut
Hun spiser ca. 160-200 ml. 4 gange om dagen.
Jeg har prøvet at give hende ekstra mad, inden hun kom helt i seng (2 timer efter den normalt sidste fl.). Men hun var slet ikke interesseret og gylpede den lille mængde op, jeg havde fået i hende.
Jeg håber, du kan give et godt råd med sutte “problemet”, da det gør, at jeg er i tvivl om hvorvidt, det er mad eller sut, der mangles, når hun jo bare lægger sig til igen, når hun får den i munden.
På forhånd mange tak 🙂