Kære sundhedsplejerske
Vi er forældre til en skøn lille gut på 20 måneder. Han udvikler sig og trives rigtigt fint, og er normalt vis en glad, foretagsom og meget nysgerrig dreng, som er kilde til glæde og mange livsbekræftende stunder i vores lille familie.
De sidste par uger har han dog befundet sig i en noget stormfuld periode. Han har altid haft et stort temperament, og det er ikke fordi der som sådan er noget galt med det, men den sidste tid har det bare udviklet sig ret voldsomt.
Han får næsten dagligt voldsomme affektudbrud, hvor han ligger på gulvet og ruller rundt og sparker og skriger fuldstændigt ude af sig selv. Han vil ikke tages op og trøstes, men efter han har raset nogle minutter, kan det for det meste lykkes at få ham op på skødet og få ham til at falde til ro.
Årsagen til udbruddene er næsten altid, hvis vi gerne vil have ham til noget, han ikke vil og forværres jo trættere han er. Vi skælder ham ikke ud, men holder fast i vores krav, måske for fast? Og siger også til ham, at han gerne må blive vred over det. Vi går ud fra at udbruddene skyldes almindelig selvstændighedsudvikling, men er dog noget skræmt over voldsomheden i udbruddene.
Et lille eksempel på en situation: Vi kommer hjem fra vuggestue og skal gå op ad trapperne. Noget han tidligere har elsket og gjort uden protest, så jeg ved derfor, at han godt kan. Han beslutter sig for gerne at ville bæres, men jeg holder fast i han skal gå op og prøver at motivere ham, foreslår at vi kan holde i hånden i begge hænderne osv.
Han lægger sig ned og “raser igennem“ i flere minutter uden, at jeg rigtig kan tale ham til ro. Der er simpelthen ikke hul igennem.
Det ender med at jeg går op i lejligheden og henter en sut til ham (og er det så ok at gå fra ham en kort stund for at hente sutten, når han ligger der helt ude af sig selv?), hvorefter han falder til ro og vi sidder og krammer lidt. Lidt efter kan vi rejse os og gå op med hinanden i hånden.
Vores spørgsmål går på, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe vores søn igennem denne svære tid? Er det ok “bare” at sidde på gulvet og vente på at han raser ud indtil han er klar til et skød og trøst eller har han brug for at blive taget op og holdt, fordi han er så ude af sig selv?
Stiller vi måske for mange krav til ham og skal vi forsøge at forhandle lidt mere (det synes jeg nu også vi gør i nogle situationer, men ikke så tit med held), eller skal vi være mere eftergivende i en periode? Eller må vi bare indse at dette er en lidt hård tid, vi skal igennem med flere konflikter end vi er vant til, fordi han er ved at udvikle sig til et selvstændigt lille individ med egen vilje? Og i så tilfælde, hvordan kan vi så støtte ham bedst igennem hans “ture”.
Kærlig hilsen fra
