Kære sundhedsplejersken.dk,
Jeg er mor til en dejlig dreng på 2 år og 9 mdr. Han er som udgangspunkt rigtig glad og trives godt, MEN han har en vis portion stædighed (?), som kommer til udtryk i scenarier, hvor hans far/min mand og jeg slet ikke kan nå ind til ham.
Situationerne opstår, hvis han får en idé om noget, som vi så ikke føjer ham i. F.eks. i dag sad han og jeg i bilen, da han ser en gravko på vejen, og jeg kører forbi (følger morgentrafikken uden at stoppe), vil han have, vi skal bakke og vende bilen, så han kan se gravkoen, hvilket dels ikke altid kan lade sig gøre pga. trafikken eller tidsfaktoren, og dels fordi jeg ikke mener, han skal sætte agendaen.
Han bliver så gal og vred, kaster sig rundt i bilsædet, skriger og græder – og det varede 30-45 min., hvor jeg intet kunne stille op. Så det ender med et langstrakt scenarium, hvor jeg hiver ham af sted, selvom det er mig grundlæggende imod, lokker, ignorerer, krammer og kysser, taler med ham – uden det hjælper noget.
Når han pludselig falder ned og hikser sig til ro og gerne vil bæres og krammes, kommer det også ud af den blå luft… Generelt prøver vi i situationen at aflede, at trøste, at tale med ham – både hårdt og blidt, men intet hjælper.
Vi er generelt meget opmærksomme på at sætte grænser for ham, så han ved, det er os, som bestemmer og ved, at hans alder kalder på det, men i de situationer, hvor han når så langt ud, kan det virkelig være svært at vide, hvad vi skal stille op.
Det er (heldigvis og selvfølgelig) ikke hver gang at han får et nej til noget, at han reagerer, men det er virkelig de mindste ting, som kan tricke det og fra det ene øjeblik til det andet – det kan være en mad, som er smurt forkert, en ble, der ikke skulle være taget af, mens han lå ned men stod op, hvis vi drejer et sted, hvor han mener, vi skulle køre en anden vej – og han vil så have, at vi ’begynder forfra’ altså spoler tilbage, der hvor det gik galt, for at han bliver glad igen.
Og det synes vi ikke, kan være rigtigt, at han skal bestemme. Det er ikke til at forudsige, hvilke situationer, der sætter noget i gang, og derfor kan det være svært at undgå – og samtidig ønsker vi heller ikke at skulle behandle ham med fløjlshandsker, men jo heller ikke at det hele gå i hårdknude…
Jeg er rigtig meget i tvivl om, hvordan vi skal håndtere disse situationer, og om det er bedst blot at give ham tid/lade ham være – for jeg synes, det er rigtigt synd for ham, at han skal nå helt derud, og jeg vil gerne vide, hvordan vi bedst støtter ham, dvs. får ham til at forstå, at det ikke bliver, som han gerne vil det.
Jeg er samtidig helt bekymret for, hvad det rent faktisk gør ved hans (psykiske og mentale) udvikling. Er der noget, vi kan gøre for at undgå situationerne – kan vi tale med ham om det efterfølgende, eller er han for lille til at forstå elementet af refleksion?
Eller er det blot en del af hans udvikling, som vi skal støtte ham i ved at holde fast i vores beslutning?
Udover jeg synes, det er synd for ham, synes jeg også, det er opslidende, og jeg bliver helt ulykkelig, over vi skal igennem disse situationer med råben og skrigen – men det kan jeg naturligvis sagtens leve med, hvis det er det, der skal til. Han reagerer ikke sådan hverken i børnehaven, eller hvis han er sammen med andre end sin mor og far.
Derudover synes jeg generelt, tiden er præget af små udfordringer med en del nøleri – når vi skal ud af døren, i seng om aftenen og det (kombineret med ovenstående) resulterer ofte i en masse skæld ud og talen hårdt, hvor jeg ville ønske det hele var lidt mere positivt. Er der nogle gode metoder til, at få en lille dreng til at hjælpe fremfor at modarbejde, så det hele glider lidt nemmere? Eller er det bare ikke så nemt at være forælder…?
På forhånd mange tak for dit svar og din hjælp.
Bedste hilsner
PS. Jeg er gravid med termin om 2 måneder, hvilket min søn ved men jo på ingen måde forstår konsekvensen af – han har vidst det i ca. en måned, men jeg synes ikke umiddelbart, det har givet sig til udtryk til ændringer i hans adfærd, dog påvirker graviditeten i nogen grad mit overskud pt.