Hej fagpanel
Vi har en dejlig dreng, som lige er fyldt et år. Men vi har i den sidste måned følt, at vi har brug for lidt råd.
Vores søn står op i mellem 5.00-6.00 om morgenen men virker som om, han er træt fra starten af.
Han græder meget og vil ingenting, havregrøden er for lang tid om at blive lavet og så er det også galt, at man skal puste så han ikke brænder sig. Han græder og skriger under hele seancen. vi har prøvet at give ham brød eller andre ting han kan gnave i, men det fungerer i et splitsekund og så er det galt igen.
Efterfølgende tager jeg ham ind på sit værelse, hvor han tuller rundt og undersøger alting, og det er rigtigt hyggeligt, skal dog siges at han går eller kravler ikke, så kan godt blive meget sur og frustreret, hvis man fx. ikke lige holder ham i hænderne, så han kan gå rundt. Men han hopper på måsen rundt og undersøger ting og får så tøj på.
Hvis han er stået op kl. 5.00, så bliver han lagt kl. 7.00 og han sover en time til halvanden. Og når han står op fra sin lur, så er han bare rigtig glad og skæg, præcis som han altid har været.
Han kommer i vuggestue ca. kl. 9.00 og han elsker at være der. Han er altid glad for at komme derned og vinker glad, når vi går. Og det samme når vi kommer og henter ham igen ved 14.30 tiden.
Ved 15.30 tiden så samler skyerne sig igen og han bliver mere som om morgenen og vi gør alt for at holde humøret oppe, så vi danser, synger. tumler osv. for at gøre tingene så hyggelige som muligt. Vi spiser aftensmad ca. 16.45 men han kaster sig rundt i sin stol, han slår til skeen, spytter maden ud og kaster maden på gulvet.
Alt er galt og det eneste vi kan få i ham er, hvis vi laver noget af hans yndlingsgrød, for vi vil jo ikke have at han går sulten i seng. Han har før været rigtig god til at spise meget forskellig mad men nu bliver næsten alt spyttet ud. I vuggestuen siger de, de ingen problemer har.
Ca. 17.30 kan han ikke hænge sammen mere, så kommer han i bad og så i seng. Som regel ligger han i sin seng kl. 18.00 og så ligger han og pludrer en times tid og så sover han til næste morgen.
Det tager rigtigt hårdt på os, at han virker til at være så ked af det og undskylder det med, han sikkert er træt, fordi der sker så meget, både med ham personligt og oplevelsesmæssigt.
Men vi bliver selv kede af det og føler ikke rigtig, vi slår til, selvom vi smiler og synes, vi gør, alt vi kan. Har I nogle gode råd til os og kan I på nogen måde forsikre os om, at vi gør tingene ok, selvom vi har et meget skrigende barn.
Mange hilsner