Hej
Jeg skriver, fordi jeg er en frustreret mor, som så gerne vil, at min lille pige har det godt og føler sig elsket og rummet. Vi har en glad lille pige, der fungere yderst optimalt i de fleste henseender.
Da hun var lille, var hun tit indlagt, men det er et år siden. at det stoppede nu, så det sidste år har været stille og roligt og kun 2 kontrol besøg på afdelingen for børneastma, som hun ikke lider af mere.
Vores datter har altid været meget stædig – hvilket gennem hendes sygdom har gjort hende rigtig godt. Hun er meget følsom og har altid været hurtig til at græde, hvis hun fx falder på numsen uden at slå sig eller andre episoder, hvor der egentlig ikke sker noget, men for hende skal der pustes og nusses.
Hun har haft svært ved at sove om natten og det er først de sidste 3 måneder, hvor vi sover igennem (for det meste).
Normalt er hun meget glad og udadvendt. Hendes sprog er meget udviklet og hun talte allerede som halvandenårig således, at man kunne kommunikere tidligt med hende. Hun er nysgerrig på livet og spørger meget, har en god fantasi og fortæller gerne røverhistorier og laver sange.
Hun er god til at lege med andre og spørger gerne selv, hvis der er nogle, hun gerne vil lege med.
De sidste 2-3 måneder har hun ændret adfærd. Hun er blevet meget “hidsig” og hvis det ikke lige går, som hun gerne vil have det. Så skriger, slår, råber og græder hun.
Nogle gange så jeg bliver bange for, om der sker noget med hende, hvis jeg ikke er i nærheden. Men hun vil ikke, at vi er i nærheden af hende, når hun er så hidsig, vred eller ked af det.
Hvis hun slår sig, vil hun meget gerne trøstes, men ikke når hun er vred. Vi syntes jo, at det er ok at være vred, det skal hun have lov til (hun er altid blevet ked af det, hvis hun ikke får det, som hun vil, men det har bare udviklet sig til at blive ubehageligt.)
Hun gentager meget efter mig, ikke så meget efter min mand, for det er som om hun har mere respekt for ham. Men hvis jeg siger, hun skal gå på hendes værelse, til hun ikke slår og råber mere, bliver hun tosset og siger, at jeg skal gå ind i soveværelset, til jeg kan opføre mig ordentligt. Som en lille voksen, der prøver at tage en bestemmende plads!
Jeg har altid været meget eftergiven, fordi jeg har følt, at det har været synd for hende med alle de indlæggelser etc. Men jeg kan godt se nu, at jeg nok ikke har stået nok fast og vist både grænser, regler og krav.
Jeg er dybt frustreret og ved ikke, hvordan jeg “starter forfra” og får skabt respekt uden at miste den omsorg og kærlighed, jeg gerne vil give hende.
Hun skal være storesøster til slut april og glæder sig vildt meget og interessere sig for hendes lillesøster.
Hun har smidt bleen i sommer – har den stadig om natten og det var noget hun valgte selv.
Sutten smed hun for en uge siden i en uge, men har fået den tilbage, fordi jeg tænkte, det kunne hjælpe på de voldsomme anfald – og det har det også gjort. Jeg giver hende den ikke før, vi har prøvet at nå ind til hende og trøste hende, men når hun så sidder hos mig, så får hun den.
Hun har altid været god til at slå igennem med, hvad hun vil have og jeg har været alt for god til ikke at holde fast ved mine regler.
Når hun har opført sig “uretfærdigt” i form af at råbe, bide, slå og skrige – så ender det ind imellem med, at enten min mand eller jeg også råber meget højt og det ville jeg så gerne kunne undgå. Men det er svært, når man føler sig magtesløs.
Min mand har endda på det seneste sagt, at vi måske skal tjekke, at der ikke er noget i vejen med hende, men jeg er sikker på, at det er de frie rammer, der har skabt et barn, som bare gør det, hun tror, hun må – og bliver tosset, hvis det ikke er sådan.
Nu vil jeg bare gerne hjælpe hende til at komme af med noget af hendes temperament og komme på rette sti.
Jeg håber, at I kan hjælpe.
Venligst