Hej Nanna.
Vi vil da rigtig gerne svare på jeres spørgsmål. Vi svarer alle - og vi får rigtig mange tilkendegivelser fra forældre, hvor nyttigt det er, både at læse eget svar og svar til andre. Og vi er jo mange eksperter til at svare i vores fagpernel "Spørg os", der er sprængfyldt med erfarne fagfolk.
Spørgsmål 1. Om hans søvn om dagen.
Så vidt som jeg kan læse af beskrivelsen af jeres første udfordring, så har jeres søn endnu ikke knækket koden "Sådan falder jeg i søvn". I gør mange gode forsøg og det skal nok lykkes. Du skriver, at han vågner, når du lægger ham i seng/vogn/vugge efter du har vugget eller ammet ham. Du eller din kæreste kan forsøge at sidde med ham sovende ca. 20 minutter, før han lægges i seng eller barnevogn. Grunden er, at han først skal ned i en dybere søvnfase, før I flytter ham. Ellers vil han vågne, da han i begyndelsen sover meget let - og derfor nemt vækkes ved at I flytter ham. Og det skal I forsøge at undgå.
Måske kan en nusseklud, nussebamse eller noget at kigge på hjælpe ham, når han skal falde i søvn. Hvis det er en ble, så må den gerne have været brugt i forbindelse med amning, fordi så dufter den dejligt af "MOR". Det er godt, hvis I gør så lidt som muligt, nåt I lægger ham til at sove direkte når han fx lige er blevet ammet. I kan prøve at putte ham i barnevognen med noget at kigge på og en nusseklud - og så flytte jer og i øvrigt lader ham være i sin barnevogn. I kan skal overbevise jer selv om, at han finder ud af at falde i søvn
Hvis han begynder at brokke sig, kan I forsøge jer med at lægge en hånd på hans pande og gnide med en finger ned over næseryggen, så han motiveres til at lukke øjnene og falde i søvn. Måske er en beroligende hånd på dynen beroligende. Lidt mere indgribende er at vugge barnevognen eller vugge ham, fx hvis han ligger i en lift. Jo mindre indgriben, I kan nøjes med, des bedre.
Med hensyn til jeres anden udfordring, at han ikke kan lide at køre i bil, så overvejer jeg, om han simpelthen bliver generet i kroppen, når han sidder stille i længere tid. Hvordan er hans autostol. Ligger/sidder han behageligt? Er der noget, som kan genere ham, når han skal sidde i længere tid? Sidder han bagudvendt? Kan det hjælpe at skærme for hans udsyn ud af vinduet (jeg tænker om der "flimrer" en masse forbi)? Kan I forsøge at køre hen til en forhandler af autostole og bede om lov til at prøve lidt forskellige - og er der en model han befinder sig bedre med, så eventuelt leje den. Og jeg vil i det hele taget anbefale jer at gøre, som I gør nu. Holde pauser, når han siger til. Det er vigtigt at han ikke belaster kroppen på en skæv måde.
Det er også godt, at I lægger ham meget på maven, så hans rygmuskler bliver stærke. Det har han behov for de er, når han skal sidde i autostolen.
Held og lykke med at finde ud af, hvordan I bedst får jeres søn til at falde i søvn og hvordan I kan køre i bil, så I alle har det godt.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk