Hej NKIM
Når I beskriver, at han sover uroligt og ikke har en god sammenhængende søvn, så er der måske noget, der generer ham.
På det I beskriver, så skal I skynde jer at få tjekket hans øre ved ørelægen, for det I beskriver, kunne meget vel stamme fra problemer med ørerne til trods for, at han sover fint om dagen. Han sover formentlig et andet sted om dagen -fx i en barnevogn og den er måske konstrueret således, at han ligger lidt højere med hovedet og dermed ikke får det samme tryk i øret, kæben eller hvad der nu ”trykker” ham?
Men ørelægen vil kunne give et kvalificeret bud på, om det er der, ”problemet” ligger.
I kan selv forsøge at løfte hovedenden af hans seng, fx ved at lægge nogle større bøger ind under sengens ben. Men prøv at se om det giver en positiv effekt.
Nogle børn sover meget uroligt og til trods for de både klynker og ”snakker”, så er de ikke rigtig vågne, men sover fortsat, men i en meget overfladisk søvn. Man kan nogle gange hjælpe dem til en roligere søvn, blot ved at putte dynen om dem eller lægge en fast hånd på dynen, men som barnet kan mærke gennem dynen.
Endelig er der børn, der sover roligere, når de sover med en lidt tung dyne eller en ”kugledyne”. Det er muligt at låne en ”kugledyne” før man anskaffer en, så man ikke forgæves investerer i noget, der ikke er en løsning. Snak evt. med jeres sundhedsplejerske om jeres kommune evt. har en kugledyne I kan låne i en periode. Alternativt er der nogle af forhandlerne af kugledyner, der tilbyder, at man kan låne en, før man køber én.
Børn (og voksne), der sover meget uroligt, kan det være umuligt at sove i samme rum som. Så måske skal I overveje at flytte om hjemme hos jer, så jeres dreng kan få sit eget værelse at sove i. Så vil I ikke blive forstyrret af ham, de gange han ikke er rigtig vågen, men blot urolig, aktiv, etc. og I vil omvendt ikke forstyrre ham – for I er sikkert heller ikke lydløse, når I sover.
Endelig så skal I overveje, hvor mørkt der er i rummet. Lys, selv i små mængder, kan forstyrre søvnen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.